1.4 C
Randers
lørdag, april 20, 2024

14 projekter får penge til at arbejde for et mere demensvenligt samfund

Demensvenlige idrætsforeninger i Randers og Norddjurs Kommune får del i pengene

Et flertal i Folketinget har fordelt knap 41 millioner kroner til arbejdet for et mere demensvenligt samfund.

Stadig flere mennesker rammes af demens, og det er ofte forbundet med ensomhed, fordomme og misforståelser. Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fordeler nu 40,9 millioner kroner til 14 kommuner, organisationer og andre aktører, der skal forbedre tilværelsen for mennesker med demens. De 14 projekter skal desuden indsamle viden om demens og skabe større forståelse i samfundet for mennesker, som lider af en demenssygdom.

F.eks. gives der penge til Ældre Sagens udbredelse af det nationale demenssymbol, Tønder Kommunes arbejde med et værdigt hverdagsliv, Alzheimerforeningens ”Demensvenner i Danmark” og ”FC Demens”, som er DBUs motionsfodbold til mennesker med demens.

»Demenssygdomme vender tilværelsen på hovedet, ikke bare for de mennesker, der bliver ramt, men også for de pårørende. Der er meget, vi kan gøre for at skabe fællesskaber og en værdig tilværelse for mennesker med demens. De 14 projekter, som vi nu understøtter, kommer til at gøre en stor forskel for mennesker med demens, og vi får nogle erfaringer, som kan udbredes og komme endnu flere til gavn,« siger social- og ældreminister Astrid Krag.

Enhedslistens ældreordfører Jakob Sølvhøj siger:

»Med det hastigt voksende antal borgere, der rammes af demens, er det utrolig vigtigt, at vi intensiverer indsatsen for at skabe de bedst mulige vilkår for, at mennesker med demens kan leve et godt og værdigt liv. Det kræver bl.a., at vi sikrer en udbredt viden om og forståelse af livet med demens. Jeg er derfor glad for, at vi nu kan igangsætte en bred vifte af initiativer til understøttelse af et demensvenligt samfund.«

Disse 14 projekter får penge til i de næste to år at arbejde for et demensvenligt samfund:

● Alzheimerforeningen – Demensvenner i Danmark

● Assens Kommune – Udvikling af metoder og rammer til en kontinuerlig styrkelse af et demensvenligt samfund

● Dansk Boldspil-Union – FC Demens

● DGI Vestsjælland – Demensvenlige gå-fællesskaber

● DGI Østjylland – Demensvenlige idrætsforeninger i Randers og Norddjurs Kommune

● Esbjerg Kommune – Det demensparate samfund – design af målgruppeorienteret vidensspredning

● Ældre Sagen – Et mere demensvenligt samfund gennem udbredelse af det nationale demenssymbol

● Hansen & Pedersen Aps – Det er ikke slut endnu – udvikling af materialer til undervisning i demensomsorg

● Friberg Formidling c/o – Demensvenlig Kulturfestival 2023 – samskabelse af god praksis for demensvenligt kulturliv

● Bindslev A/S – Demensvenlige kommuner – Nationale Demensrum og Demens Topmøde

● Aarhus Kommune – Demensvenlighed på tværs af generationer

● OK-Fonden – Med demens som et livsvilkår – hvordan håndteres en kompleks hverdag sammen med de pårørende?

● Røde Kors – Bliv dus med demens ● Tønder Kommune Udvikling af lokalmiljøer og plejecentre med henblik på et tryggere, mere indholdsrigt og værdigt hverdagsliv for borgere med demens.

Relaterede artikler

Nyeste artikler