16.9 C
Randers
fredag, maj 3, 2024

1500 pølser og 250 kager blev fortæret ved Føtex

Uden mad og drikke, duer helten ikke, hedder det i et gammelt ordsprog. Det gælder også folketingskandidater.

Nærings- og Nydelsesforbundets (NNF) foodtruck kører over hele landet, for at bakke op om Socialdemokratiets folketingskandidater.

Da den tog opstilling ved Føtex på Mariagervej sammen med lokale socialdemokrater og tillidsfolk fra NNF, og inviterede alle til en gang pølsesnak.

De to lokale folketingskandidater Malte Larsen og Iben Sønderup var til stede, og fik en god snak med vælgerne.

Foodtrucken fik sin ilddåb på Amagerbro i København sammen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen, og så har den været i gang siden over hele landet.

Den har bl.a. besøgt skoler og virksomheder, og den kommer først i garage den 1. november om aftenen, hvor valget finder sted.

Hvert sted bliver pølser og kager købt ved lokale bagere og slagtere, så det altid er friske varer, der bliver serveret. En betingelse er det dog, at de har overenskomst med NNF.

Der er tre mand som på skift bemander vognen. De overnatter på hotel, men de får det til at passe, så der også bliver lejlighed til at hilse på familien, selvom der er valgkamp.

Vognens chauffør i Randers var Erling Hansen fra Ringsted. Det var den mindste opgave, for da de første pølser var blevet stegt, fik han sved på panden, og det var svært at følge med efterspørgslen.

Han fik assistance fra Lisette Riis Hansen, som til daglig er ansat på NNF’s kontor i Horsens.

Mens Erling Hansen langede stegte pølser ud til vælgerne, serverede hun muffins, men måtte alligevel hjælpe med pølserne.

Der var stor søgning fra Føtex og over til foodtrucken. Om det var pølserne eller den socialdemokratiske politik, der var trækplastret, melder historien intet om.

Lisette Riis Hansen måtte assistere med at servere pølser og kager

Relaterede artikler

Nyeste artikler