Selvom vi alle stadig går og sveder i sensommer-solen, har myndighederne allerede forberedt sig på snestorm.
Det var historier om personer, som sad i kø på E45 hele natten i bidende kulde, som ramte medierne i januar i år.
Det var et massivt snevejr kombineret med en forulykket lastbil skabte kø-kaos, hvor personer sad i kø på motorvejen i op til et helt døgn og måtte sove i deres bil, som har fået myndighederne til at udarbejde nogle ”fælles læringspunkter,” så man i en lignende situation i fremtiden kan være bedre rustet. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Vi har fuld forståelse for den frustration, som mange borgere havde i situationen, og at det var ubehageligt at skulle overnatte i sin bil på motorvejen. Det var der ingen, der ønskede skulle ske,« siger Karsten Hansen, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi.
Kommunikation skal styrkes
Ifølge ham stod myndighederne i en “ret ekstrem vejrsituation”, og at selvom der var ting, man ikke kunne gøre noget ved, så er der også ting at lære, og som myndighederne kan gøre bedre.
Det drejer sig blandt andet om, at kommunikationen til borgerne, som er udsat for problemerne, skal styrkes under lignende omstændigheder.
I et dokument med læringspunkterne står der blandt andet, at “relevant information bør udsendes så tidligt som muligt og herefter hyppigt og kontinuerligt gennem hele indsatsperioden.”
En del af læringen er desuden, at man skal opfordre borgerne til at holde sig orienteret, bl.a. på politiets platforme, f.eks. på det sociale medie X (tidligere twitter).
Ud over kommunikationen til de berørte, som flere kritiserede i dagene omkring snevejret, vil myndighederne i fremtiden have et “opdateret overblik over kapaciteten og evnerne hos underentreprenører, der f.eks. kan bidrage med køretøjer og materiel,” lyder det i pressemeddelelsen.
Selvom politiet forsøgte at få fat i et bjærgningskøretøj til den forulykkede lastbil, gik der lang tid, før det med en gummiged fra Randers Kommune lykkedes at skabe passage. På det tidspunkt var køen allerede adskillige kilometer lang.
De østjyske myndigheder, som har udarbejdet læringspunkterne, er Vejdirektoratet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret/Hjemmeværnet, Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Østjyllands Brandvæsen, Beredskab og Sikkerhed samt Østjyllands Politi.