Der var hårde ord til regeringen, da byrådet besluttede at optage et lån på 290,6 millioner kroner.
Erik Bo Andersen fra Østbroen sagde et soleklart nej til lånet:
Vi har en aktiebeholdnoing på over 550 millioner som man kunne sætte i spil, hvis der er behov for at gøre noget, så vi ikke gældsætter 7 byråd frem i tiden,« sagde han.
Han efterlyste en reaktion fra regeringspartierne, og spurgte hvor indfrielse af regeringens løfter bliver af.
»Vi finder det ligeledes tåbeligt at hjemtage lån for at fylde eksempelvis klimabrokassen op som i forvejen består af lån på 94 millioner kroner. Altså skal vi ud og optage lån for at betale lån tilbage. Det er lige til Luksusfælden. Klimabroens opsparing skal nedlægges før nye lån bliver optaget,« påpegede han.
Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten frygter, at de årlige afdrag som skal betales på lånet, vil gå ud over velfærden:
»De årlige afdrag som skal betales på lånet vil man sandsynligvis finansiere ved at skære ned på kernevelfærden, børn, skoler, ældre, mennesker med handicap som det kommer til at gå ud over. Man ser det i budgetforlig efter budgetforlig at den måde man finansierer tåbelige prestigeprojekter som f.eks. klimabro og Hal 4,« og fortsatte:
»Mette Frederiksen stod i sine gummirøjsere ved nw og lovede, at det ikke bliver børnene eller de ældre der kommer til at betale regningen, men det løfte er blevet brudt, og det er rigtig ærgerligt.«
Frank Nørgaard, Dansk Folkeparti ville heller ikke stemme for at optage lån.
»Vi bør afprøve statsministerens løfter fra da hun stod derude i mudderet, og lovede at det ikke skulle blive borgerne i Randers Kommune, som kom til at betale regningen alene,« konstaterede han.
»Vi bør afprøve om statsministeren er villig til at stå foran en socialdemokratisk borgmester (Torben Hansen, red.) i en af de største kommuner i Danmark, og sige »Lev med det,« hvis pengene ikke falder. Har vi først skrevet under, så fanger bordet, og så kommer vi til at betale det her over 30 år, til ugunst for hele befolkningen i kommunen,« påpegede han.
Steen Bundgaard, Socialdemokratiet sagde, at acceptere lånet er den eneste rigtige vej at gå, og at Randers Kommune skal fortsætte presset på regeringen.
Eftersom alle tre regeringspartier nu er repræsenteret i byrådet, mener han, at der kan lægges ekstra pres på regeringen, og understregede, at der er tale om en mellemfinansering, og derforfor ikke tale om, at kommunekassen skal tømmes.
Claus Berggren, Venstre sagde, at alternativet til lånet er nærmest uoverskuelig, og at besparelserne på det seneste budget ville blive betydeligt større.
Mogens Nyholm, Radikale gjorde gældende, at slynglen er Nordic Waste, og deres uetiske måde at opføre sig på.
Han pointerede, at Nordic Waste er de værste slyngler, han har mødt i sine 20 år i politik.
»Jeg har siddet foran ledelsen, og de har løjet mig lige op i ansigtet. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de ikke har givet de rigtige oplysninger til forvaltningen, eller de har været gode til at skjule nogle ting.«
Han mente at det er et godt forslag fordi det efter hans opfattelse er formuleret på den måde, at det ikke kun er den regering som sidder nu, men forpligter også kommende regeringer.
»Et nej til lånet vil være som at skyde sig selv i foden. Det vil være et totalt hamrende svigt af borgerne. Vi kommer til at genåbne budgettet i år, og skære mere i velfærden, hvis vi ikke tager lånet« understregede han.
Daniel Madié (løsgænger) gav statsministeren ren besked:
»Jeg begriber ikke, at vi har en statsminister, der står i gummistøvler og våde øjne flankeret af to topministre og fortælle os, at de penge skal vi selvfølgelig have. Men det har vist sig at være en lodret løgn,« fremhævede han.
Alligevel valgte han at følge forvaltningens indstilling om at sige ja til lånet.
Dækker oprydning og afværgeindsats
Dispensationen gav kommunen mulighed for at optage et lån på op til 375 millioner kroner.
Lånet skal dække noget af regningen for oprydningen og afværgeindsatsen i sagen om jordskreddet på den ejendom, hvor jordrensningsselskabet Nordic Waste holdt til.
Kommunen vælger at låne 290,6 millioner kroner, hvilket svarer til kommunens nettoudgifter i 2023 og 2024 i forbindelse med jordskreddet.
Randers Kommune har afholdt udgifter til Nordic Waste for 484,6 millioner kroner i 2023 og 2024.
Heraf er 192,4 millioner kroner finansieret af tilskud fra staten.
Løbetid på 25 år
Kommunens resterende udgifter på mere end 290 millioner kroner vil nu blive finansieret af det statslige lån.
Når de fem år med afdragsfrihed er gået, vil lånet blive omlagt til et ordinært lån med en løbetid på 25 år.
Den årlige ydelse på lånet forventes at udgøre 15,5 millioner kroner, skriver kommunen.
Låntagningen skal “betragtes som midlertidig mellemfinansiering, idet kommunen fortsat forfølger princippet om, at forureneren skal betale”, står der i indstillingen fra kommunen.
21 byrådsmedlemmer stemte ja til at optage lån, mens 10 stemte imod.
