4.7 C
Randers
mandag, december 9, 2024

2.587.488 kroner fra Randers til verdens sårbare børn

»Det er et fremragende resultat. Tusind tak til erhvervslivet og de mange organisationer, privatpersoner og børn, der har gjort en indsats for at samle ind. Udover donationer har de planlagt løbe- og gåture, lavet kunst, smykker og møbler, arrangeret koncerter og meget mere, og nu ser vi resultatet af deres hårde arbejde. Dette er endnu et eksempel på, at vi kan noget helt særligt i Randers, når vi løfter i flok,« siger borgmester, Torben Hansen.

I hele januar og lidt til har lokale virksomheder, foreninger, institutioner og privatpersoner doneret og skabt aktiviteter for at samle ind til Danmarks Indsamling, der i 2023 er til fordel for verdens sårbare børn.

Erhvervslivet i Randers Kommune har doneret mere end 1 mio. kr. til indsamlingen, og kommunens folkeskoleelever har gået yderligere over 1 mio. kr. ind via Novo Nordisk Fonden. Dertil er der blevet samlet ind gennem en række events, auktioner og salg af bl.a. pins for Danmarks Indsamling, møbler, vaser, armbånd, habitter mm. Find resultatlisten over de lokale indsamlinger her: Resultater for Danmarks Indsamlingen i Randers

Det samlede beløb på 2.587.488 kroner er det største, en by har samlet ind i Danmarks Indsamlings historie.

Festlig afsløring

Som tak for indsatsen, var alle, der stod bag de lokale aktiviteter og indsamlinger, inviteret til et glas i foyeren på Værket lørdag aften. Samtidig kunne de, der var mødt op, være med til at overvære afsløringen af det samlede lokale beløb.

»Det har været virkelig godt at være med. Vores elever har været meget engagerede i indsamlingen, og det har været helt fantastisk at være med til det samarbejde, der har været på tværs, for eksempel mellem skolerne, der alle har været med ude at gå for indsamlingen. Og resultatet er jo helt fantastisk,« siger Niels Søndergaard, Skolerådsformand og formand for bestyrelsen på Kristrup Skole i Randers.

I foyeren var der samtidig mulighed for at møde deltagere og dommere fra DR-programmet “Den Store Bagedyst”, og for et valgfrit beløb, købe et stykke af “John Dillermand-kagen” kendt fra programmet – også til fordel for Danmarks Indsamling.

Værket i Randers (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Fakta

Danmarks Indsamling går hvert år sammen med 12 danske NGO’er om at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande. I 2023 går hjælpen til målrettede udviklingsprojekter i 15 lande, der sikrer at børnene får mad og rent drikkevand, at de får uddannelses-, læge- og krisehjælp, omsorg og beskyttelse.

Organisationerne bag er Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF, SOS Børnebyerne, Røde Kors, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, OXFAM IBIS, DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, CARE og PlanBørnefonden.

Relaterede artikler

Nyeste artikler