Den sidste torsdag i marts byder Folkemusik i Randers på trioen Michael McGoldrick, John McCusker og John Doyle – den keltiske folkemusiks legendariske triumvirat af musikalske legekammerater.
Tre fantastisk dygtige musikere, der i den grad svinger sammen på scenen og som også evner at “komme ud over kanten” – de havde Telt1 i deres hule hånd da de gav koncert på Tønder festival i 2023.
De tre musikere hæver hver især niveauet i alle de konstellationer, de medvirker i, men når de går på scenen sammen som trio, så slipper de for alvor deres musikalske legelyst fri og folder sig ud med keltisk folkemusik fra allerøverste hylde.
Ofte går de på scenen uden en egentlig sætliste, bare for at holde energien og friskheden i deres optræden!
»It’s about flying by the seat of your pants, about playing from the heart, about not over-thinking things,« som John Doyle siger.
Michael McGoldrick har været i Randers før, i maj 2023 hvor han dannede trio med Dezi Donnelly og Jim Murray og de gav en fantastisk koncert på Hotel Randers. McGoldrick er nok mest kendt for sit fremragende fløjtespil, men behersker bodhran og congas; en særdeles erfaren musiker, medstifter af Lunasa og Flook, og nuværende medlem af Capercaillie; har desuden spillet med prominente navne som Mark Knopfler, Eddi Reader og John Cale, og er tidligere BBC Radio 2 Folk Award-vinder.
John Doyle er en af de fremmeste irske folkguitarister, en dygtig sanger; desuden medstifter af den irsk-amerikanske gruppe Solas, tidligere kapelmester for Joan Baez, fast bestanddel af Mary Chapin Carpenters akustiske trio og meget mere. Han har også tidligere været på soloturné i Danmark.
Trioen mødtes første gang, da de var teenagere, og har kendt hinanden i et kvart århundrede. Deres triosamarbejde voksede ud af BBCs årlige Transatlantic Sessions, hvor de alle er faste bestanddele, og de har nu turneret som trio i godt 10 år – selvom det sommetider kan være svært at få tre så travle musikeres kalendere til at gå op.
I 2012 udgave de et livealbum, og i 2018 tog de sig langt om længe sammen til at indspille deres hidtil eneste studioalbum, The Wishing Tree.
Koncerten i Turbinen den 27. marts er et must, hvis man er til keltisk folkemusik, siger arrangørerne.
Billetter via Værkets billetsalg eller Folkemusik i Randers’ hjemmeside
www.folkemusikiranders.dk