9.7 C
Randers
tirsdag, marts 4, 2025

34-årige Michele Offenbach Holm bliver Socialdemokratiets nye regionsrådskandidat

Michele Offenbach Holm er blevet valgt som regionsrådskandidat for Socialdemokratiet Randers Nordkreds på kredsens generalforsamling mandag aften.

Hun afløser det mangeårige regionsrådsmedlem, Henrik Gottlieb Hansen, der stopper i regionsrådet efter denne valgperiode. For to måneder siden pegede Henrik Gottlieb Hansen på Michele Offenbach Holm som en stærk kandidat til at overtage posten, og dette er nu blevet en realitet efter generalforsamlingen.

Michele er opvokset i Randers, hvor hun i dag bor sammen med sin mand og deres to børn. I løbet af årene har hun haft flere tillidsposter i Socialdemokratiet og har de seneste to år været kredsformand for Randers Nordkredsen.

I en pressemeddelelse udtaler Michele Offenbach Holm:

»Jeg er glad og taknemmelig for at være blevet valgt som regionsrådskandidat, og for den tillid og store opbakning, jeg har fået. Der er mange vigtige dagsordener, jeg gerne vil løfte i regionen. Jeg vil bl.a. arbejde for at styrke psykiatrien og de forebyggende og nære indsatser på området. Vi skal have reduceret de lange ventelister i børne- og ungepsykiatrien, hvor alt for mange børn og unge venter for længe på behandling og udredning. Derudover skal vi overbelægningen i voksenpsykiatrien til livs. Med vores regionshospital i Randers som udgangspunkt vil jeg desuden arbejde for et sundhedsvæsen med endnu mere lighed og nærhed, som kan sikre mere sammenhængende patientforløb og lokale sundhedstilbud tættere på borgerne. Det er derudover vigtigt for mig at sikre bedre arbejdsvilkår for de dygtige medarbejdere i regionen – vi skal simpelthen passe bedre på dem, der passer på os. Medarbejderne er forudsætningen for at regionens opgaver kan løses, og vi skal sikre at de har gode arbejdsvilkår og udviklingsmuligheder,« siger Michele Offenbach Holm.

Om valget af Michele Offenbach Holm som regionsrådskandidat udtaler folketingsmedlem, Malte Larsen: »Jeg kender Michele for en engageret og vedholdende indsats gennem flere år. Hun er stærkt interesseret i regionsarbejdet og vil med sin positive energi blive en stærk repræsentant for Randers i vores region. Jeg glæder mig til at støtte Michele i den kommende valgkamp«

På generalforsamlingen blev Malte Larsen genvalgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet Randers Nordkreds. Malte har siddet i Folketinget siden 2019 og sidder aktuelt som bl.a. formand for skatteudvalget. 

Randers’ borgmester, Torben Hansen, glæder sig ligeledes over valget af Michele Offenbach Holm som regionsrådskandidat: »Michele er dygtig, engageret og flittig. Det er umådeligt vigtigt at vores område er stærkt repræsenteret i Regionsrådet og derfor har Michele min fulde støtte«

Der er valg til regionsrådet d. 18. november 2025.

Relaterede artikler

Nyeste artikler