Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag en 35-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for våbenbesiddelse i en sag fra 2023.
Den 35-årige mand er mistænkt i en sag om våbenbesiddelse på en adresse i Randers, hvor Østjyllands Politi i juni 2023 gjorde et større våbenfund. Nogle dage senere blev en medgerningsmand anholdt i sagen og fremstillet i grundlovsforhør, hvorefter han blev varetægtsfængslet.
Vedkommende er senere blevet idømt 3 år og 6 måneders fængsel ved byretten.
Gennem noget tid har Østjyllands Politi forsøgt at finde frem til den 35-årige mand, der i dag fremstilles i grundlovsforhør, men da det ikke lykkedes, blev han internationalt efterlyst med navn og billede.
Den 35-årige mand blev for nyligt anholdt af tysk politi den 2. august på baggrund af den internationale efterlysning, og tirsdag formiddag blev han udleveret til retsforfølgelse i Danmark ved den dansk/tyske grænse.
Han blev anholdt af betjente fra Østjyllands Politi i Padborg kl. 11.06.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
To udenlandske mænd anholdt i aktion mod social dumping
Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingeenhed foretog tirsdag formiddag en aktion mod social dumping og ulovligt arbejde på en adresse i det sydøstlige Randers.
Aktionen blev udført i samarbejde med Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration, også kendt som SIRI, som hører under Udlændingestyrelsen.
På adressen i det Randers SØ traf myndighederne i alt tre udenlandske statsborgere fra det vestafrikanske land Benin, hvoraf den ene ikke havde et gyldigt visum og den anden ikke et gyldigt pas.
De to mænd på henholdsvis 56 og 60 år blev derfor begge anholdt, sigtet for ulovligt ophold og for at have udført ulovligt arbejde i Danmark.
Sagerne vil nu blive forelagt Udlændingestyrelsen, mens mændene bliver tilbageholdt på hjemrejseloven. Sagerne vil også blive forelagt Center mod Menneskehandel med henblik på at få vurderet, om mændene kan have været udsat for menneskehandel.
**
Mere politistof fra Østjyllands Politi
Tip førte til narkofund på Djursland
På baggrund af et tip til politiet om mulig opbevaring af narko på en adresse i Nimtofte på Djursland, rettede en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag formiddag henvendelse på stedet for at undersøge forholdene nærmere.
På adressen traf politiet en 27-årig mand, som blev sigtet for besiddelse af narko og gjort bekendt med politiets ønske om at foretage en ransagning på stedet.
Under en efterfølgende ransagning fandt politiet både kokain, skunk og MDMA samt nogle tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko i form af kokain.
Den 27-årige mand blev anholdt og penge og narko beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Onanerede foran lejlighed og blev anholdt
Østjyllands Politi modtog torsdag kl. 11.54 en anmeldelse om, at en mand befandt sig ud for en lejlighed på Trøjborg i det nordlige Aarhus, mens han sad med hånden i bukserne og onanerede.
En patrulje blev derfor sendt til stedet for at tale nærmere med manden, som få minutter senere blev truffet på stedet.
Ifølge anmeldelsen havde den pågældende person gjort noget lignende et par gange for nyligt, og han blev derfor konfronteret med de i alt tre forskellige episoder.
Manden blev identificeret som værende en 24-årig mand, og han blev efterfølgende sigtet for tre forhold af blufærdighedskrænkelse ved blotteri i form af at have onaneret i det offentlige rum.
Den 24-årige mand erkendte de tre forhold, og han blev efterfølgende anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
**
Kørte i påvirket tilstand og truede betjente efter sin anholdelse
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede natten til onsdag kl. 03.03 en 22-årig mandlig bilist, som kom kørende på Vesselbjergvej i Hadsten.
Da den 22-årige mand virkede påvirket, foretog betjentene en test, som efterfølgende også viste, at han kørte bil med en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og narkokørsel og anholdt med henblik på at få udtaget en blodprøve.
I forbindelse med en visitation blev den 22-årige mand fundet i besiddelse af en hobbykniv, og han blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven. Kniven blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Under den efterfølgende køretur på bagsædet af politibilen truede den 22-årige mand betjentene, og han blev derfor også sigtet for at have fremsagt trusler mod polititjenestemænd.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
● På Åkrogs Strandvej i Risskov begået mandag d. 30/9 mellem kl. 20.00 og tirsdag d. 1/10 kl. 07.00
● På Serinehøjen i Malling begået mellem mandag d. 30/9 kl. 16.00 og tirsdag d. 1/10 kl. 08.30
● På Byhøjparken i Trige begået tirsdag d. 1/10 kl. 00.00
● På Bülowsgade i Aarhus C begået mellem mandag d. 30/9 kl. 23.30 og tirsdag d. 1/10 kl. 08.00
● På Kjærslund i Viby J begået tirsdag d. 1/10 mellem kl. 15.30 og kl. 20.00
● På Søtoften i Egå begået tirsdag d. 1/10 mellem kl. 07.30 og kl. 20.25
● På Gyvelvej i Egå begået tirsdag d. 1/10 mellem kl. 19.00 og kl. 21.00
● På Fuglsøhøj i Knebel begået mellem søndag d. 29/9 kl. 12.00 og tirsdag d. 1/10 kl. 22.20