Det vrimler med jobmuligheder i og omkring Randers, hvis man vil bruge sine ‘kloge hænder’. På Kloge Hænder messen fredag 18. marts 2022 blev unge fra hele kommunen introduceret til de mange karrieremuligheder hos det lokale erhvervsliv – inden for byggeri, anlæg, industri, produktion, lager, transport og auto.
Til stede på messen var Nikolaj Brogaard på 16 år, som går i 10. klasse på Randers Realskole. Hans drøm for fremtiden er at blive tømrer, og derfor deltog han på messen. Han var der for at besøge tømrerfirmaerne, men var messen rundt nogle gange og talte med mange virksomheder.
»Det handler om at være open minded. Selv om jeg ved, at jeg vil være tømrer, får jeg også noget ud af at tale med andre virksomheder,« sagde Nikolaj Brogaard om sit besøg på messen.
Det lå ellers ikke i kortene, at Nikolaj skulle blive tømrer, for hans forældre har en helt anden baggrund. Han fortæller også, at han af og til har mødt skeptiske spørgsmål vedrørende tømrerfaget, fordi det ikke er en akademisk uddannelse, men det lader han sig ikke gå på af:
»Det her er noget, jeg selv gerne vil, og noget jeg er interesseret i. Jeg synes, det er en spændende branche, og jeg har lyst til at arbejde med mine hænder,« siger Nikolaj Brogaard, og tilføjer:
»Jeg kom 10 minutter før alle de andre. Det er helt bevidst, for der sker noget helt andet, når man er blandt de første. Jeg synes også, at man viser, at man virkelig gerne vil det her. Og så gik jeg selvfølgelig efter en tømrervirksomhed som den første. Det, der betyder mest i mit valg af virksomhed, er især et godt kollegafællesskab. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af både virksomheder, og dem jeg har talt med fra Jobcentret. Jeg kan mærke, at der er mange behagelige mennesker her, som vil én det bedste. Det har været en rigtig positiv oplevelse, som jeg også vil anbefale til andre.«
Engagerede ansøgere
En af de tømrervirksomheder, som Nikolaj Brogaard fik en god snak med, er Taulborg Byg ApS, og de aftalte da også, at de skal ringes ved efter messen.
Byggeleder fra Taulborg Byg ApS, Nikolaj Bay fortæller, at de har modtaget flere ansøgninger, og at det er tydeligt at mærke begejstringen over de kandidater, han har talt med:
»Det er folk, der gerne vil, og de virker meget engagerede. Vi har fået CV og ansøgning fra rigtig gode kandidater. Det er en god anledning til at fortælle om alle de gode ting ved faget, såsom at lønnen faktisk er ret god, du har en alsidig hverdag med gode kolleger, og at du er fysisk aktiv. Og så er det en branche, hvor du hurtigt kan få ret meget ansvar, hvis du selv viser engagement. Jeg tænker helt klart, at vi skal med igen til næste år.«
Fakta om Kloge Hænder messen
Kloge Hænder messen er en årlig tilbagevendende begivenhed arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Industri, Randers Amtsavis, 3F, Dansk Metal, Tradium, Erhverv Randers, Ungdommens Uddannelsesvejledning Randers (URR) og Jobcenter Randers. Messen er et af flere tiltag for at imødegå den arbejdskraftmangel, som flere brancher oplever.