4.1 C
Randers
søndag, november 24, 2024

83-året for krystalnatten blev markeret i Randers

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 var gaderne flere steder i Tyskland oversåede med glasskår fra ruderne og de glimtede som krystaller. Deraf navnet ”krystalnatten.“

Den 9. november 1938 smadrede nationalsocialister jødiske kirkegårde, synagoger og butikker. Næsten 7.500 forretninger blev ødelagt og 267 synagoger blev brændt. Jøder blev standset på gaden eller hevet ud af deres hjem og 91 blev tævet ihjel, og flere tusinde blev mishandlet.

Gestapo arresterede mellem 25-30.000 jødiske mænd som herefter blev sendt i kz-lejre i løbet af den 10. november.

83-året for krystalnatten blev også markeret i Randers. Det var organisationen ”Randers mod racisme« som havde arrangeret et mindebegivenhed på Rådhustorvet.

Taleren var Lise Baastrup, hvis mor var aktiv i Hornsletgruppen, og som senere sad fængslet i bl.a. Tyskland.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lise Baastup talte til mindeceremonien om Krystalnatten i 1938 (arkivfoto)

Vi bringer her et fyldigt uddrag af talen:

Min mor kæmpede for demokrati og antiracisme under 2. verdenskrig
Der var engang, hvor den proces der førte frem til disse uhyrligheder var utænkelig i Danmark. Vi var berømte for vores medmenneskelighed, var de første til at ratificere menneskerettighederne i FN. Vi havde et borgerligt demokrati og en retsstat, hvor lovgivende, regerende og dømmende magt var adskilt og alle var lige for loven uanset race, køn og tro. Det var den holdning min mor kæmpede for under 2. verdenskrig og som sendte hende som Gestapofange til Tyskland.

Kæmp for alt hvad du har kært
Nu er det min mor kæmpede for under angreb i dag, så nu skal vi igen kæmpe for alt hvad vi har kært.

Det er faktisk fjerde gang jeg står her på Krystalnatten, og hver gang har jeg talt om den uhyggelige udvikling, der sker her i landet, og som på mange måder ligner udviklingen i 30erne i Tyskland.

I 2017 talte jeg om, hvordan nazisternes propaganda mod især jøderne gradvist førte til en accept af den voksende marginalisering, diskriminering og til sidst direkte forfølgelse af jøderne. Jeg sammenlignede med den tiltagende hetz mod flygtninge, muslimer, indvandre af ikke vestlig herkomst, folk med mørk hudfarve, en hetz som i stigende grad blev “normal” og ”stueren” i Danmark.

Nazismen var et diktatur, med vold og undertrykkelse, hvor man forfulgte og udryddede jøder, romaer, homoseksuelle og handicappede. Man troede at nogle mennesker var overmennesker og skabte et skel mellem dem og os, der byggede på frygten for de fremmede.

Dem og os
I Danmark i dag skaber vi også et skel mellem dem og os. Flygtninge og muslimer udsættes for generaliseret hetz, med ord som terrorister opbygges også i dag frygten for de fremmede.

Under nazismen registrerede man din herkomst, hvis din farmor eller morfar var jøde ville nazisterne stemple dig som kvartjøder. Hvis de er syrere i Danmark i dag stempler vi dig som tredje generations indvandre, selvom både din far og mor ligesom dig selv er født og opvokset i Danmark, og du tæller med som “ikke dansker” i f.eks Ghetto statistikken.

Efter krigen sagde mange tyskere, at de ikke vidste, hvad der virkelig foregik i KZ lejrene.

Ved danskerne, hvad der virkelig sker i de danske asyllejre i dag???.

Via medierne tror mange, at det udelukkende er folk dømt for hård kriminalitet, der sidder i de danske lejre.

Mange ved ikke at her sidder uskyldige mænd, kvinder, børn og unge, der ikke tør eller kan tage ud af landet spærret inde på livstid uden udsigt til nogen form for fremtid.

Ved den Polske grænse dør mennesker fanget i den danske pigtråd og Tesfaye er stadig i gang med forhandlinger med Rwuanda om at lave danske flygtningelejre i dette land, der ikke er kendt for dets humanisme.

Jeg har næsten ikke ord for, hvordan det er lykkedes at bruge frygten for de fremmede – at skabe et ”dem og os” til at føre en politik, så menneskefjendsk at ingen vil kunne genkende det land, der engang var berømt for sin humanisme, sin åbenhed, demokrati og retsstatsprincipper – Intet af det er tilbage i vores flygtningepolitik.

FN, EU, Amnesty m.fl. har dokumenteret at Syrere, der vender tilbage forfølges, tortureres, voldtages og dræbes. Når de forlader flyet modtages de af Assads sikkerhedspoliti – hans Gestapo – og derfra er deres skæbne uvis.

Det kan vi ikke være bekendt! Lad det ikke ske igen!

Vi er nødt til at protestere. Vi er nødt til sammen igen at kæmpe for alt hvad vi har kært, sluttede Lise Baastrup sin tale.

Fredsvagt
Natten mellem den 9. og 10. november havde en skare mennesker fra flere byer holdt vagt på den jødiske kirkegård i Randers.

Det skete for at forhindre vandalisme mod gravstenene, som det skete i 2019.

Relaterede artikler

Nyeste artikler