Læserbrev af Nick Zimmermann, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti
Hvordan er Danmark mon blevet til et land, som millioner af arabere hellere vil leve i end i Mellemøsten?
”De skal arbejde 37 timer om ugen for overhovedet at kunne få en ydelse,” siger statsminister Mette Frederiksen, og i et interview på TV2 lægger hun ikke skjul på, at det især er de mange kvinder fra muslimske ikke-vestlige lande, som hun tænker på. De udgør over 40 procent af de kvinder, som har fået kontanthjælp uafbrudt i ti år.
Mette Frederiksen vil indføre arbejdspligt på 37 timer om ugen for cirka 27.000 personer på kontanthjælp. Arbejdspligten skal også omfatte de 13.000 på den såkaldte integrationsydelse. Hun forestiller sig, at de mange indvandrerkvinder skal gå til hånde i sundheds- og ældresektoren: gøre rent i fællesarealer, sortere vasketøj og ”smøre madder”, almindelig oprydning og for de friluftselskende holde strand og skov ren og pæn.
Jeg ønsker hende held og lykke, for det er en enorm opgave. Og jeg vil se det, før jeg tror det.
Pudsigt nok foreslog jeg netop en 37-timers arbejdspligt for udlændinge i Randers Kommune for knap 5 år siden, altså inden den tidligere regering også præsenterede forslaget. Dengang viste flere lokale socialdemokrater modstand mod forslaget med begrundelsen, at de ikke ville gøre forskel på brune og hvide danskere. Gad vide om de nu har ændret holdning, eller blindt følger deres store leder…?
Jeg er spændt på at se, om regeringen kan få f.eks. Randa Radwan i arbejde. Randa, som er uddannet socialrådgiver og på kontanthjælp, siger til TV2 om den truende arbejdspligt: ”Da jeg først hørte om det, begyndte jeg at græde”.
Hun græd, fordi hun før har oplevet, at hendes sagsbehandler foreslog hende at søge arbejde på Danish Crown eller som rengøringshjælp. Randa Radwan siger: ”Det giver ikke mening, når jeg er uddannet socialrådgiver.”
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er for let at blive socialrådgiver. Men det er for let at sige nej til hæderligt arbejde på et slagteri eller et rengøringsfirma, når man ikke fejler et klap.
Hvad havde Randa Radwan – og en masse andre palæstinensere – i øvrigt forventet, da de rejste til Danmark og desværre fik asyl? Jeg har en mistanke om, at de faktisk forventede, at i Danmark ville de blive forsørget fra vugge til grav, og det samme for de familiemedlemmer, som de kunne hente hertil. Og rygtet talte desværre sandt.
Men har de aldrig tænkt over, hvorfor millioner af udlændinge fra Mellemøsten hellere vil bo i Danmark end i Mellemøsten? Jamen så skal jeg fortælle hvorfor: Når Danmark er et bedre, rigere og mere socialt samfund, så skyldes det, at danskerne i hundreder af år ikke har rynket på næsen ad fysisk arbejde. I Danmark gælder det også, måske undtaget på den rødeste venstrefløj, at man skal gøre sin pligt, før man kræver sin ret.
Det kan både en socialdemokrat og en DF’er blive enige om, og jeg kan love, at vi vil give regeringen al mulig støtte til at få ryddet op i den slendrian, som plager hele vores gavmilde kontanthjælpssystem. Men det lyder for godt til at være sandt, og vi vil gerne se nogle håndfaste tiltag, før vi tror på det.
