6.3 C
Randers
fredag, december 27, 2024

En 30-årig mand har fået en langvarig fængselsstraf for distribution af store mængder hård narkotika

En 30-årig mand har fået en langvarig fængselsstraf efter at have tilstået distribution af store mængder hård narkotika.

Blot en måned efter at en 30-årig mand blev anholdt under en politiaktion i Randers-området, har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fået ham idømt 14 års ubetinget fængsel for at have besiddet og videreformidlet 121,5 kilo amfetamin og 5,5 kilo kokain samt besiddet 9,6 kg. hash.

NSK har efterforsket sagen og har blandt andet blotlagt krypteret kommunikation til brug for bevisførelsen. Sagen har relation til et større narkotikanetværk, hvor en række personer fortsat sidder varetægtsfængslet efter, de blev anholdt i efteråret 2022. 

Fredag ved Retten i Randers tilstod manden, at han i perioden fra juli 2020 til marts 2021 har videreformidlet de store mængder hårde stoffer. Han erkendte også besiddelse af 9,6 kg. hash, der blev fundet på bopælen i Randers. 

Specialanklager i NSK, Jhin Lee, er tilfreds med den hurtige dom i sagen: 

»Jeg er særdeles tilfreds med, at det grundige efterforskningsarbejde har ført til, at manden bare én måned efter anholdelsen har tilstået, og nu er blevet idømt en lang fængselsstraf,« siger han.
 
Den 30-årige modtog dommen og blev fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler