6.3 C
Randers
fredag, december 27, 2024

Fængsel på livstid for landsforræderi

En 32-årig dansk statsborger blev torsdag idømt livsvarigt fængsel blandt andet for landsforræderi ved at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien.

I en sag om tilslutning til terrororganisationen Islamisk Stat (IS) blev der i Københavns Byret i dag afsagt dom mod en 32-årig mand. Allerede den 2. maj havde retten taget stilling til skyldsspørgsmålet og kendt den tiltalte skyldig i blandt andet landsforræderi ved i perioden fra den 31. december 2015 til marts 2017 aktivt at have kæmpet for IS, som han var tilsluttet frem til december 2017.

I retten blev den 32-årige mand i dag straffet med livsvarigt fængsel.

Manden, der er dansk statsborger, blev også dømt for flere terrorrelaterede bestemmelser – blandt andet for i august 2013 at have ladet sig hverve af IS, og for i 2014 at have forsøgt at hverve andre til terrororganisationen. 

Han blev også dømt for trusler om at begå terror ved i 2013 sammen med tre andre mænd i en video på internettet at have skudt til måls mod billeder af en række navngivne danske personer, samt for at have opfordret andre til at begå terror.

»Når man tilslutter sig en terrororganisation og deltager i kamphandlinger i så lang en periode, som det er tilfældet her, så må man forvente en meget langvarig straf. Når det samtidig er i en konflikt, hvor Danmark er indtrådt som part for at bekæmpe selv samme terrororganisation, så skal det kunne ses på strafudmålingen, for så er der tale om landsforræderi. Sagens alvor afspejler sig i dommen i dag,« siger specialanklager Marie Petersen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Manden, der kommer fra Aarhus-området, blev anholdt den 11. november 2019 i Københavns Lufthavn, efter han var blevet udsendt af Tyrkiet. Han har været varetægtsfængslet frem til dagens dom.

Relaterede artikler

Nyeste artikler