15.1 C
Randers
mandag, november 25, 2024

Fremtiden er grøn

Læserbrev af Malte Larsen, MF, S, Vester Boulevard 29, Randers

Mens jeg skriver dette, bager solen udenfor, og vi har næsten ikke fået regn i ugevis. Samtidig ved jeg, at det hurtigt kan vende, og når regnen vælter ned, er vi her på egnen i risiko for stormflod, når skybruddene rammer. Ekstremt vejr er blevet et vilkår. Og vi skal tage det som et markant advarselstegn.

Klimakrisen er vores generations største udfordring. Det er vores ansvar at omdanne Danmark til et grønt og klimavenligt samfund. Og potentiale er enormt. Danmarks grønne resultater vil vise vejen for grøn omstilling i hele verden. En omstilling, der ikke skaber større sociale forskelle, men på en gang sikrer klodens overlevelse, men også sikrer velstand for større dele af klodens befolkning.

Jeg er utålmodig, og de der kender mig, ved at jeg i mere end 40 år, har haft troen på, at det var muligt at skabe et samfund, der nærmest fuldt ud, kunne ”køre” på grøn energi.

I sidste regeringsperiode gennemførte den socialdemokratiske regering mere end 75 grønne aftaler. Vi indgik Danmarks første klimalov, en historisk aftale, med et ambitiøst 70 % mål for CO2-udledning. Og med det nuværende regeringsgrundlag vil ambitionerne blive fremrykket og forstærket. Vi vil i overskuelig fremtid blive storeksportør af grøn energi.

De danske arealer til lands og til vands rummer et meget stort potentiale for fremtidens grønne energi. Som ansvarlige politikere har vi en historisk forpligtelse til at udnytte disse resurser, til glæde og gavn for fremtidens generationer.

Derfor har vi indgået aftale om danmarkshistoriens største udbud af havvind, som skal sikre grøn strøm til 14 mio. husstande. Ligesom vi netop har indgået aftale om Danmarks havplan med fokus på biodiversitet, bæredygtigt fiskeri, vedvarende energi og energiøer.

Vi er i gang med at sikre en infrastruktur, der kan omdanne og transportere de nye grønne energiformer. Der er indgået aftale om brintinfrastruktur til den tyske industri. Vi forsker i at forædle omdannelse af den flygtige vind og solenergi til energi, der kan gemmes til senere brug.

I dag står industri og finansiering klar til at løfte de store opgaver. En forudsætning for de store investeringer er troen på stabile rammer, der vil sikre investeringerne mange år ud i fremtiden. Disse rammer skal Christiansborg sikre.

Vi har forudsætningerne. Vi har viljen. Vi udnytter de historiske muligheder.

Relaterede artikler

Nyeste artikler