Natten til fredag kl. 02.27 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar i Fiskergyde i Aarhus, hvor dørvagterne havde tilbageholdt to mænd, der havde optrådt aggressivt og truende.
Da patruljen ankom til stedet, tog de først kontakt til den ene mand, der, ved synet af en betjent, pustede sig endnu mere op og begyndte at råbe betjenten op i ansigtet. Det resulterede i, at den 18-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den anden mand, der ligeledes var 18 år, blev bortvist fra stedet og gik frivilligt derfra i retning mod Søndergade. Da han kom op på Søndergade begyndte han dog at råbe højt og gestikulere voldsomt, hvorfor betjentene tog kontakt til ham og bad ham om at slappe af og forlade stedet. Dette nægtede manden dog og blev tiltagende aggressiv over for betjentene. Det endte derfor med, at han også blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Øvrige nyheder fra Østjyllands Politi
Brand på toilet i indkøbscenter Torsdag kl. 18.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand på et toilet i Veri Centeret på Frijsenborgvej i Risskov. Da brandvæsnet ankom til stedet, kom der kraftig sort røg ud fra toilettet, og det var nødvendigt at evakuere den nærliggende Kvickly, mens slukningsarbejdet stod på.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden formentlig er påsat, og politiet undersøger nu sagen nærmere med henblik på at finde frem til, hvem der stod bag. Eventuelle vidner i sagen kan henvende sig til Østjyllands Politi på telefon 114.
Færdsel
Torsdag kl. 15.48 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst, hvor tre biler endte i et harmonikasammenstød. En 24-årig kvindelig bilist havde bremset hårdt op, da hun pludselig opdagede, at trafikken foran hende var gået i stå. Bilen bagved, ført af en 64-årig mand nåede også at bremse ned, men den tredje bil, ført af en 58-årig kvinde, nåede ikke at bremse ned, og påkørte derfor den 64-åriges bil, der derefter blev skubbet frem i den 24-åriges bil. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af sammenstødet. Uheldet gav dog lidt trafikale udfordringer i eftermiddagstrafikken, mens oprydningsarbejdet stod på.
Torsdag kl. 19.25 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers SØ.
Torsdag kl. 20.45 blev en 53-årig mandlig bilist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Oddervej i Højbjerg. Bilens 31-årige kvindelige ejer blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person, der er frakendt retten til at køre bil.
Natten til fredag kl. 01.56 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vadstedvej i Hammel.
Natten til fredag kl. 02.25 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Grumstolsvej i Højbjerg.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
● På Saralyst Allé i Højbjerg begået mellem onsdag den 20/10 kl. 19.30 og torsdag den 21/10 kl. 06.40
● På Mustrupvej i Mårslet begået mellem tirsdag den 19/10 kl. 09.00 og torsdag den 21/10 kl. 11.00
● På Laen Kærvej i Glesborg begået mellem tirsdag den 19/10 kl. 16.00 og torsdag den 21/10 kl. 16.35
● På Skovvangsvej i Hadsten begået torsdag den 21/10 kl. 21.36
● På Platanvej i Randers NØ begået mellem torsdag den 14/10 kl. 10.00 og torsdag den 21/10 kl. 22.30