3.5 C
Randers
tirsdag, december 24, 2024

Her kan du hilse på H.M. Dronningen – kom og vær med i de mange aktiviteter i anledning af besøget 31. august.

Torsdag den 31. august 2023 ankommer Hendes Majestæt Dronningen med Kongeskibet Dannebrog til Randers i anledning af sensommertogtet. Dagen byder på både aktiviteter og musik for alle, ligesom der er mulighed for at være med til at hilse Dronningen velkommen.

Der venter Dronningen en særlig modtagelse, når Kongeskibet anløber i Randers Havn. Allerede under indsejlingen fra kl. 9.30 sørger medlemmer fra de blå foreninger ude på vandet for at byde velkommen. Man kan følge med både fra området foran Mindeankeret og fra taget på P-huset på Havnegade, som i dagens anledning er forbeholdt publikum. På Kulkajen spiller Prinsens Musikkorps frem mod landgang kl. 10. Her er der plads til at komme tæt på og vinke fra publikumsområdet foran Kongeskibet.

»Det er en stor glæde, at Hendes Majestæt Dronningen besøger Randers Kommune. Der ligger et både spændende og festligt program klar både for Dronningen og for alle i kommunen, sådan at mange kan være med til at tage godt imod vores Dronning, siger borgmester Torben Hansen, Randers Kommune.

Aktiviteter for alle hele dagen

Dagen byder på flere spændende oplevelser. På Østervold er der er opstillet “Blå Blink” med blandt andre ridende politi, ambulance, brandbil og kranbil.

Der vil også være mulighed for at prøve at sprøjte med vand som ved en ildebrand.

Dronningen kører forbi “de blå blink” cirka kl. 10.30 på vej mod Rådhuset, og der vil være mulighed for at vinke begge steder.

Efter modtagelsen på Det Gamle Rådhus byder dagen på flere besøg for Dronningen rundt i kommunen. Det første besøg er i byen Øster Bjerregrav, hvor man kan vinke og deltage i Aktivitetsparken fra cirka kl.11.15

Imens Dronningen vises rundt i kommunen, kan borgerne nyde den flot pyntede Randers bymidte og besøge de mange butikker, cafeer og restauranter.

Klokken cirka 12.20 krydser Majestæten Torvegade i Randers på vej mod Hotel Randers. Her er der også mulighed for at vinke.

All time Jazz Band sørger for hyggelig stemning og spiller flere steder i Randers Midtby fra kl. 14.30-17.30.

Fra kl. 14 er der sjove aktiviteter og oplevelser i Tronholmparken, hvor Dronningen ankommer kl. cirka 15, til det sidste besøg på ruten. Her vil Dronningen opleve energiske parkourudøvere.

Dronningen møder også Cold Hand Winery, Dansk Affaldsminimering og MV Plast – tre eksempler på fremtidens erhverv, ligesom Dronningen hører om Flodbyen Randers. Der er rigtig god plads til publikum.

Fra kl. 16-18 er det i Tronholmparken muligt at gå i Dronningens fodspor og selv blive klogere på parkour, møde erhvervsvirksomhederne og høre om Flodbyen.

Aktiviteterne i Tronholmparken afhænger af vejret. Ved kraftig regn og storm gennemføres det ikke.

Dagen byder også på mulighed for en havnerundfart med Lillebjørn (billetter sælges af GO’ Randers), Prinsens Musikkorps spiller, og Randers Ungdomsskole laver fra kl. 15-18.30 loungeområde ved Dronningekajen med udstilling, lokale bands, og en helt særlig hyldest til Dronningen, som alle kan prøve.

Dagen sluttes af med manér

Om aftenen bliver Randers Havn igen omdrejningspunktet for festlighederne, hvor bl.a. Randers Jernbaneorkester spiller kl. 18.30.

Fra kl. 21-22 inviteres alle borgere til lysfest, hvor både og flere elementer i havnebassinet er pyntet med lys, Verdo leverer lysshow på skorstenen og 300 korsangere fra Korby Randers synger ved Mindeankeret.

Kl. 21.30 er der fællessang, og Dronningen besøg afsluttes med et stort festfyværkeri, mens Kongeskibet atter stævner ud i Randers Fjord.

»Jeg er sikker på, at det bliver en mindeværdig dag både for Dronningen og for os alle,« siger Torben Hansen.

Se tidspunkter og det fulde program på  sommertogt.randers.dk

Relaterede artikler

Nyeste artikler