Sidste år udgav Søren Andersen sin teenagedrøm, instrumentalalbummet “Guilty Pleasures”, hvor han hev alle inspirationerne fra sin ungdoms guitarhelte op af posen og spredte dem ud over to pladesider sammen med en stjerneparade af backingmusikere. Torsdag 28. oktober besøger han Tante Olga i Randers.
Her er en beskrivelse af hvad der kan forventes, for det er en beskrivelse der dækker besøget i maj hos Tante Olga.
Søren går, efter en clinic med demonstration af gear, samt et væld af flere anekdoter og røverhistorier, på scenen med Pretty Maids’ Allan Tschicaja på trommer og bas-esset Michael Gersdorff, der spiller albummets 10 numre igennem, mens Søren blander røverhistorier fra en farverig karriere ind imellem. Det er højt og meget underholdende.
Voksne mænd med rockmotiver på trøjerne og forventningsfulde smil står klar, da koncerten starter med “Sørens far har penge” sunget med spæd med barnestemme ud over højttalerne.
Søren & Co. indtager scenen og sætter i med en fræsende guitarudgave af “Der Er Et Yndigt Land”.
Da vi er pustet helt op af Hendrix-inspireret fædrelandsfølelse, trækker Søren sine to kumpaner over i åbningsnummeret “City of Angels” fra “Guilty Pleasures”, og så er vi ligesom igang.
“City of Angels” lyder af solbeskinnet Satriani på Sunset Boulevard i Los Angeles – men det er i virkeligheden Søren Andersen fra Fredericia, der har fået lov at lege teenager igen. Og som aftenen skrider frem, fortæller han historierne bag pladens 10 numre, så vi skiftevis måber og flækker af grin. For Søren er både en fantastisk guitarist og en dygtig fortæller.
“Agent Wells” lyder som en hi-tech krimi på Netflix, “The Kid” er Yngwie Malmsteen-neoklassisk heavy metal med dobbelt stortromme og spredt benstilling, “Skybar” er en hyldest til Ida Nielsen, Princes danske bassist, som Søren spillede et job med på en rooftopbar i Los Angeles. “Bad Weather” er hyldest til Deep Purples “Stormbringer” med indbygget Steve Vai & Billy Sheehan-pastiche. Og så videre. Og så videre. Og klapsalverne fra publikum i salen er taktfaste og fulde af respekt.
Søren drikker kildevand, “fordi det her er en liiille smule svært at spille”. Musikken og guitaristen stråler, og på elegant vis lykkes det trioen at genskabe både den brede, fede guitarlyd fra pladen og holde sammen på de ind imellem komplekse numre. For tag ikke fejl. Selv om der er dømt 80’er-guitarlir, så er der også fuld lektie til den træfsikre rytmegruppe, der formår af dække af og følge med Søren Andersen rundt i de finurlige og iørefaldende numre. Enormt velspillet, intenst, kompetent og energisk – som Motörhead ville have lydt, hvis de havde været et jazzorkester, påstår Søren selv.
Imellem alle liret hører vi også om Søren Andersens ungdom i Fredericia, hvor han mødte sin Grammy-vindende bassist. og Sørens afvæbnende jyske charme slår igennem, når han fortæller, at aftenens sidste nummer er så umuligt at spille, at han har kaldt det “Bipolar”. Ikke desto mindre lykkes det lille orkester med også her at genskabe den tordnende oplevelse fra pladen, så bifaldet bagefter runger taktfast hos Tante Olga.
Andersen & Co. vender beredvillige tilbage og tager en gave med. I 10 år har Søren spillet guitar for Deep Purples Glenn Hughes, og fra hans Classic Deep Purple-verdensturné (der besøgte Copenhell i sommer) har Søren sammensat en forrygende maggiterning af de Ritchie Blackmore-riffs og soli, som han fintunede sammen med Hughes.
Alle smiler bredt, og mens John Mogensen synger koncerten i seng, skuer vi tilbage over mere end halvanden times intens og velspillet guitaropvisning, der har bragt os vidt omkring – fra Beirut via Netflix til Los Angeles, fra Randers Regnskov via Dan Turèll og Miami Vice til Fredericia i 1983. Distancen er enorm, men Søren Andersen bygger bro og beviser, at instrumental guitarrock også har en plads i 2021.
