4.7 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Få et godt liv med knogleskørhed trods smerter

Hvad kan du selv gøre for at få en god hverdag, hvis du lever med svære smerter som følge af knogleskørhed? Det fortæller fysioterapeut Lene Lebech om ved et foredrag den 19. september i Randers Sundhedscenter. Foredraget er arrangeret af Osteoporoseforeningens Lokalafdeling Randers.

Smerter kan påvirke mange aspekter af hverdagen negativt, fx humøret, søvnen, sexlivet og de sociale relationer. Og selvom knogleskørhed ikke giver smerter i sig selv, kan sygdommen være smertefuld og endda invaliderende, hvis man oplever gentagne knoglebrud.

I mange tilfælde kan smerter lindres med medicin, men der kan være behov for at gøre yderligere.

»Der er rigtig mange parametre, man selv kan skrue på, for at få mere overskud til de ting, der øger livskvaliteten. Det handler meget om vaner og om at se på sine aktiviteter, så der også bliver plads til alle de gode og sjove ting, der giver energi« forklarer Lene Lebech, som har specialiseret sig i rådgivning og behandling af patienter med knogleskørhed.

Forstå smerte bedre

Men hvad kan du selv gøre for at lindre smerter? Hvad er forskellen på akutte og kroniske smerter? Og hvilke hjælpemidler kan gøre din hverdag nemmere? Ifølge Lene Lebech handler det om at forstå smerterne, så man bedre kan leve med dem. Men det handler også om indstillingen til smerte.

»Man kan vælge at fokusere på alt det man ikke kan – eller man kan vælge at fokusere på de ting, der giver energi og livsglæde,« fortæller hun.

Lene Lebechs foredrag finder sted tirsdag d. 19. september klokken 16.00-18.00 i Randers Sundhedscenter Multisalen, Biografgade 3 i Randers. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderen samt høre om konkrete hjælpemidler.

Alle er velkomne til foredraget. Entré koster 60 kr. (40 kr. for medlemmer af Osteoporoseforeningen). Der serveres et let traktement. Foredraget henvender sig både til mennesker med smerter på grund af knogleskørhed og pårørende. Tilmelding på mail: randers@osteoporose.dk.

Fakta om knogleskørhed (osteoporose)

● Op mod 650.000 danskere vurderes at have knogleskørhed, hvoraf op mod 500.000 har sygdommen uden at vide det.

● Man mærker ikke, at man har knogleskørhed, før der opstår brud. Knoglerne svækkes indefra, bliver skøre og brækker dermed lettere – selv ved beskeden belastning.

● Sygdommen har mindst 35.000 knoglebrud på samvittigheden hvert eneste år. Hertil kommer anslået 11.500-13.500 rygbrud, som ikke registreres.

Manglende diagnosticering og behandling kan ikke alene have alvorlige invaliderende konsekvenser for den, der rammes af sygdommen, men koster samfundet dyrt. Knogleskørhed og dens følgevirkninger (som f.eks. behandling af brud, genoptræning, behov for pleje i hjemmet eller henvisning til plejehjem) kostede ifølge beregninger det danske samfund 11,6 milliarder kroner i 2011.

Relaterede artikler

Nyeste artikler