3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Øverste ledelse i Region Midtjylland på plads

Jonas Dahl bliver regionsdirektør og Thomas Larsen bliver lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland. Dermed bliver den øverste ledelse i Region Midtjylland atter fuldtallig.

Regionsrådet i Region Midtjylland har godkendt ansættelserne af henholdsvis Jonas Dahl som regionsdirektør og Thomas Larsen som lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland. Det sker på baggrund af indstillinger fra to enige bedømmelsesudvalg.

Jonas Dahl har været konstitueret i stillingen som regionsdirektør i Region Midtjylland siden august 2023 efter at tidligere regionsdirektør Pernille Blach Hansen valgte at sige sin stilling op. Jonas Dahl var inden da hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.

»Jeg er glad for at Jonas Dahl fortsætter ved roret som regionsdirektør. Jonas Dahl kender regionen og regionens opgaver godt, og jeg ved at han i samarbejde med resten af direktionen, vores ledere og medarbejdere selv i udfordrende tider kan stå solidt i spidsen for at omsætte politiske mål og strategier til handlinger til gavn for regionens borgere,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) om ansættelsen af Jonas Dahl.

Jonas Dahl tiltræder stillingen som regionsdirektør den 1. december:

»Jeg glæder mig til sammen med ledere og medarbejdere i Region Midtjylland at fortsætte det meget meningsfulde arbejde med at løfte vigtige samfundsopgaver som sundhed, højt specialiserede sociale institutioner og regional udvikling til gavn for borgerne i Region Midtjylland. Jeg ser også frem til at videreudvikle mit tillidsfulde samarbejde med regionens mange samarbejdspartnere og politikerne i regionsrådet« siger Jonas Dahl.  

Region Midtjyllands nye lægefaglige direktør bliver Thomas Larsen. Han er uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet i 1999 og blev i 2007 speciallæge i gynækologi og obstetrik. Thomas Larsen kommer fra en stilling som lægelig direktør i Sygehus Lillebælt, der omfatter sygehusene i Kolding, Vejle og Middelfart. Inden da var han lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Thomas Larsen tiltræder stillingen den 1. januar 2024.

Der var ti ansøgere til stillingen som regionsdirektør og to har været til samtale. Tre søgte stillingen som lægefaglig koncerndirektør og tre kom til samtale.

Direktionen for Region Midtjylland består fra 1. januar 2024 af regionsdirektør Jonas Dahl, lægefaglig koncerndirektør Thomas Larsen, koncerndirektør Anders Kjærulff og koncerndirektør Poul Michaelsen.

Stillingen som hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers bliver slået op snarest.

Relaterede artikler

Nyeste artikler