Annette Esther Marie Nordmand blev rørt og overvældet, da hun på Facebook Randers søgte én, som vil køre hende til sin fødeby for at se sit barndomshjem en sidste gang.
Den 42-årige Annette bor i Randers, men er født og opvokset i Bækmarksbro i Vestjylland. Nu er hendes barndomshjem sat til salg, og derfor er der stor mulighed for, at der bliver foretaget ændringer på huset, og hun vil gerne se det, som det var, da hun boede der.
»Det er nok 10 år siden, at jeg har været i min fødeby. Derfor vil jeg gerne se markerne, Klosterheden, den lokale købmand, og gå en tur forbi hvor jeg gik i skole, og skoven hvor jeg har leget,« fortæller Annette.
Hun har hverken bil eller kørekort, og derfor overvejede hun længe hvordan det kunne arrangeres, at komme en tur tilbage til sin hjemegn.
Det er ikke muligt at tage bussen. Den holder 6 kilometer fra barndomshjemmet, og kører slet ikke forbi de steder, hun gerne vil se.
Opslag på Facebook Randers gav pote
Længe tænkte hun på at lave et opslag på Facebook Randers, men hun tøvede, forbi hun havde dårlige erfaringer med opslag i denne gruppe.
Hun tog alligevel mod til sig, og lavede et opslag, hvor hun søgte en person til at køre sig til Bækmarksbro.
Egentlig havde hun forventet en masse ubehagelige kommentarer, og det havde hun ikke lyst til. Men sådan blev det ikke.
Allerede to minutter efter det blev slået op, var der folk som svarede, at de gerne ville køre hende. Efter kort tid kunne Annette vælge mellem ikke mindre end 16 personer, som tilbød at køre hende til sin fødeby.
»Jeg var overrasket og overvældet over alle de tilbud, og jeg kunne ikke undgå at blive rørt. Reaktionerne var helt uventet, og jeg er meget taknemmelig for alle de flotte tilbud og hjertelige kommentarer,« understreger Annette.
Inden dagen var omme havde hun lavet en aftale med en person, som gerne vil køre hende. Det hele er foregået på Messenger, og personen har fortalt til Annette, at hun gør det, fordi hun gerne vil hjælpe.
»Den hjælpsomhed jeg er blevet mødt med, og turen til hjemegnen betyder meget for mig,« fastslår hun, og oplyser, at der allerede er aftalt en dato for, hvornår turen finder sted.
Hver dag følger Annette de lokale medier i Lemvig og omegn på nettet. Men det kan ikke opveje oplevelsen ved selv at være der, og kan indånde luften på stedet, konstaterer hun.
Nu glæder hun sig til at få en god oplevelse. Og hvem ved, måske bliver den ukendte chauffør også en god veninde.