Stigende ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland har gjort det nødvendigt at gennemføre omfattende ændringer i den måde, patientforløb planlægges på.
»Børn og unge med svære psykiske udfordringer skal have den hjælp, de har brug for, hurtigst muligt. Derfor går vi nu i gang med en gennemgribende omlægning af den måde, vi planlægger vores patientforløb på,« siger Michelle O. Kring, cheflæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.
Hun forklarer, at afdelingen har haft patientplanlægningen under lup for at finde de bedste løsninger, så børn og unge hurtigere kan få den hjælp, de behøver.
»Det er f.eks. ikke hensigtsmæssigt, at alle patienter skal igennem en afklarende samtale, før de kan starte op i et udredningsforløb. En del af vores patienter er så velbeskrevne, når de henvises til os, at de faktisk kan starte direkte i udredning,« siger Michelle O. Kring om et af de nye tiltag, der med tiden skal være med til at reducere ventetiden for nogle patienter.
Ny patientplanlægning skal sikre hurtigere hjælp
Børn og unge oplever i dag for lang ventetid ved opstart i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling og mellem de enkelte trin i udrednings- og behandlingsforløbene. I gennemsnit er afdelingen i dag i stand til at opfylde tidsfristen på 30 dage for udredning for omkring 10 % af patienterne. Den nye patientplanlægning medfører derfor markante ændringer, der både berører administrative processer, men også optimerer den tid, medarbejderne har med patienterne. Bl.a. vil udredningsforløbene blive samlet, og samarbejdet på tværs om patienterne styrket.
»Den nye patientplanlægning vil gøre det muligt at udrede hovedparten af børn og unge inden for ti hverdage. Det er en væsentlig ændring, der vil have stor betydning,« siger Michelle O. Kring, cheflæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.
Hun understreger, at kvaliteten i patientforløbene bevares, og at børn, unge og deres familier vil opleve mere sammenhæng og hurtigere diagnosticering, som kan lede til hurtigere behandling. Udredningsforløbene følger stadig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men nu i en mere sammenhængende form.
Gennemgribende omlægning vil gøre en forskel
Formand for regionsrådets psykiatri- og socialudvalg, Else Søjmark (S) glæder sig over, de ændringer, der nu er på vej.
»De alt for lange ventetider er ødelæggende for både de unge og deres familier, derfor er det afgørende, at vi får lavet rammer for hurtigere hjælp. Det er den nye tilgang til planlægning af patientforløb et vigtigt element for, og jeg glæder mig meget til at følge tiltaget,« siger Else Søjmark.
Implementeringen af den nye patientplanlægning begynder i efteråret 2024. Det er en stor og meget gennemgribende omlægning. Effekten vil derfor vise sig gradvist i takt med, at de forskellige afsnit i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling overgår til den nye planlægning af patientforløb. Der vil i afsnittene være løbende og tæt monitorering for at sikre, at patientplanlægningen gør den nødvendige forskel.
»Vi er overbeviste om, at den nye patientplanlægning med sine omfattende tilpasninger, vil gøre en positiv forskel for patienter, pårørende og medarbejdere. Det er afgørende, at vi kommer til at overholde udrednings- og behandlingsretten, så børn og unge får den rette hjælp til tiden,« siger Jannie Falk Bjerregaard, sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien.