5.8 C
Randers
onsdag, november 27, 2024

Nyt mærke hjælper til at vælge en grønnere krans, dekoration eller buket

Folkekirken i Randers indfører nu i samarbejde med lokale blomsterhandlere en mærkningsordning, som gør det muligt for de pårørende at vælge et komposterbart produkt, når de køber pynt til en begravelse eller et gravsted.

Hvert år leverer kirkegårdene i Randers mange tons affald. Desværre ender alt for stor en del af det affald i restaffald, fordi det indeholder ikke-komposterbare elementer i form af bl.a. stål og plastik.

Folkekirken i Randers har i flere år arbejdet med den grønne omstilling, og et oplagt sted at tage fat er kirkegårdene. Det siger Ingelise Strandgaard, som er provst i Randers Nordre Provsti:

»På kirkegårdene vil man gerne sortere affaldet, men vores personale har ikke tid til at finsortere hver eneste krans, dekoration eller buket. De grønne valg er vores alles fælles ansvar. Vi vil derfor gerne appellere til brugerne af vores kirkegårde om at pynte deres kæres gravsteder med komposterbart materiale, men det er lettere sagt end gjort for der er ofte plastik, stål, nylon og andre ikke-komposterbare materialer i de dekorationer og buketter, man køber.«

Folkekirken i Randers har derfor besluttet at alliere sig med blomsterhandlerne, som for en stor dels vedkommende har taget rigtig godt imod idéen, selv om ikke alle produkter endnu kan gøres 100 % komposterbare.

»Blomsterhandlerne kan levere 100 % komposterbare buketter. Dekorationer kniber det mere med. Den velkendte oasis, som er et olieprodukt, kan ganske vist erstattes med et naturprodukt, men det er ikke godkendt som komposterbart. Formene vil typisk være af plastik, men her har de fleste blomsterhandlere vist sig villige til at tage dem retur til genbrug. Kranse er lidt en mellemting – det afhænger af blomsterhandlerens leverandører og bindeteknik,« siger Birgith Nørlund Jensen, provst i Randers Søndre provsti og hun fortsætter:

»Resultatet er blevet, at Folkekirken i Randers tilbyder blomsterhandlerne et manilamærke, de kan sætte på komposterbare produkter. Så ved både kunde og kirkegårdspersonale, at produktet kan sorteres som komposterbart affald. Selve mærket er naturligvis også komposterbart. Mærket kan også bruges på produkter i plastikforme, hvis det er aftalt mellem de lokale kirkegårde og blomsterhandlere, at formene kan returneres til blomsterhandlerne til genbrug. Og så håber vi, at det snart bliver nemmere for blomsterhandlerne at levere 100 % komposterbare dekorationer, så vi kan få mest muligt affald komposteret.«

Provsterne opfordrer derfor forbrugerne til at kigge efter manilamærket hos deres blomsterhandler, og det er vigtigt at understrege, at alle kan være med. Ingelise Strandgaard siger:

»I Folkekirken i Randers har vi ikke overblik over alle de planteskoler, dagligvarebutikker og vejboder m.v., hvorfra der sælges dekorationer og buketter til vores kirkegårde. Men hører man ikke fra os, er man velkommen til at kontakte provstikontoret på mailadressen randersnordre.provsti@km.dk. Vi udleverer manilamærkerne gratis, og de leveres med blomsterhandlerens navn og kontaktoplysninger.«

Relaterede artikler

Nyeste artikler