SVM-regeringen og ikke mindst S ligger igen historisk dårligt i dagens meningsmåling trods flid og resultater. SF stormer til gengæld frem
Det er ikke manglende realisering af regeringsgrundlaget, der halter for SVM-regeringen. Alligevel udebliver vælgeropbakningen trods uddannelsesreformen, sundhedsreformen og Den Grønne Trepart.
Særligt bemærkelsesværdigt i denne uge er det, hvor tæt løb der er mellem Socialdemokratiet og SF.
Kun decimaler skiller dem ad, ifølge dagens måling af Voxmeter for Ritzau.
Socialdemokratiet står til at få 18,5 procent af stemmerne – svarende til 33 mandater -, mens SF står til at få 18,1 procent af stemmerne – svarende til 32 mandater, hvis der var valg i morgen.
Socialdemokratiet går kun 0,2 procentpoint tilbage fra sidste uge, og mandattallet er det samme.
En beskeden tilbagegang, men bemærkelsesværdigt, at regeringens arbejdsomhed stadig ikke afspejles i meningsmålingerne.
Nogle af vælgerne ser ud til at have sat sig godt til rette hos SF, for Pia Olsen Dyhrs parti tangerer igen i dag rekord.
I sidste uge stod SF til at få 17 procent af stemmerne – svarende til 30 mandater – og de går således to mandater frem.
Partiet gik i oktober til finanslovsforhandlinger med to primære krav: skolemad og barselskompensation til forældre med for tidligt fødte børn.
En forsøgsordning med skolemad er netop blevet en del af finansloven.
Partiet står til at have mere end fordoblet sig selv siden folketingsvalget den 1. november 2022, hvor de fik 8,3 procent af stemmerne – svarende til 15 mandater.
Vælgerne er måske ikke tilfredse med SVM-regeringens reformer, for ingen af de tre regeringspartier har vind i sejlene.
Samlet set står SVM-regeringen til at kunne skrabe 32,4 procent af stemmerne sammen – svarende til 58 mandater.
I sidste uge fik de tildelt 33 procent af stemmerne – også svarende til 58 mandater.
Moderaterne står til at få 3,9 procent af stemmerne – svarende til 7 mandater og Venstre står til at få 10 procent af stemmerne – svarende til 18 mandater. Det er samme mandattal som i sidste uge for begge partiers vedkommende.
Danmarksdemokraterne, der står i denne uge bedre end nogensinde i Voxmeter.
11,7 procent af stemmerne – svarende til 21 mandater – står partiet til at få, hvis vi skulle til valg i morgen. I sidste uge stod partiet til 10,7 procent af stemmerne – svarende til 19 mandater.
Inger Støjbergs kamp mod regeringens solcelleparker, og ikke for eller imod så meget andet, ser ud til at have virket.
I hvert fald er partiet i denne uge større end Venstre og indkasserer samme mandatantal som Liberal Alliance, der står til 11,9 procent af stemmerne.
Se hele målingen her:
Voxmeter uge 48