Det var første gang, Tirsdalens Skole deltog ved Randersmesterskaberne i matematik, hvor de gik hele vejen og sikrede sig trofæet
»Jeg håber, at denne konkurrence kan inspirere jer til at udforske matematikkens komplekse og fascinerende univers. Verden har brug for unge som jer – jer, der evner at forstå komplekse idéer, tænker kreativt og tør kaste jer ud i det ukendte.«
Med disse ord indledte Steffen Vraa Ægidius, lærer og arrangør af Randersmesterskaberne i matematik, sin tale, der markerede starten på årets mesterskaber.
Her dystede de dygtigste elever fra 7.-9. klasse i kommunen i en matematikkonkurrence, som både bød på udfordrende opgaver og masser af fællesskab.
Konkurrenter og nye venner
Mesterskaberne blev afholdt over to runder. Først skulle eleverne i hold, fra deres egne skoler, løse komplekse matematikopgaver. Ugen efter blev eleverne samlet til finaledagen, hvor fokus var at styrke fællesskabet mellem eleverne.
Her blev eleverne inddelt i nye hold på tværs af skolerne, hvor de dystede i en juleinspireret opgavekonkurrence, mens der blev hygget med julemusik og småkager. Formålet er ikke at vinde, men at give eleverne muligheden for at møde andre, der er ligesom dem selv er højtbegavede, og som måske kan blive til nye venskaber.
Højt niveau
Dagens højdepunkt var udnævnelsen af året top-tre. Her blev det afsløret, at sidste års vinder, Vestervangsskolen, indtog andenpladsen, mens tredjepladsen gik til Munkholmskolen. Det var altså Tirsdalens Skole, der med 54 ud af 60 point kunne løfte trofæet som Randersmestre i matematik.
»Jeg er dybt imponeret over det høje niveau eleverne her udviser. Vi har mange højt begavede elever i Randers, og jeg er rigtig glad for, at der findes initiativer som Randersmesterskaberne i matematik. Det er med til at støtte vores unge talenter i at udfolde deres evner og få et fællesskab med hinanden,« siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
Randersmesterskaberne i matematik afvikles af Skolernes Udviklingscenter og er en del af Randers Kommunes fokus på at støtte og udvikle højtbegavede elever gennem initiativer som niveaudifferentieret undervisning. Arrangementet er en årlig begivenhed, og alle folkeskoler med overbygning i kommunen var inviteret til konkurrencen.