Sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven
Flere borgere kontaktede søndag aften politiet med anmeldelser om, at der blev fyret kanonslag af på en adresse i Randers.
Efter en kort rundering i området hørte patruljen endnu et kanonslag og kørte mod lyden, hvor de fandt en varevogn med en 38-årig mandlig passager, der passede til signalementet af den affyrende mand.
I den 38-årige jakkelomme fandt betjentene fem kanonslag, som blev konfiskeret med henblik på destruktion. Han blev derefter sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Salget af fyrværkeri er netop startet, men husk at du ikke må affyre fyrværkeri før den 31. december. Køb kun lovligt fyrværkeri – som skal være både CE-mærket, købt i Danmark og forsynet med dansk brugsanvisning.