Selvom der over juledagene har været et markant fald i indbrudstallene i Østjyllands politikreds, er året kommet lidt skidt fra start med mange indbrud i privat beboelse. Østjyllands Politi beder derfor befolkningen om hjælp:
»Efter en god jul har vi desværre set en stigning i antallet af indbrud i årets første uger. I politiet har vi intensiveret vores indsats mod indbrud med patruljering og efterforskning, men vi har brug for borgernes hjælp for at knække kurven. Hold øje i jeres nabolag, og hvis du oplever mistænkelig adfærd, mennesker eller køretøjer, der ikke virker som om de hører til, så ring til politiet. Det er jer, der kender jeres nabolag bedst og kan se, hvis noget virker mistænkeligt,« lyder det fra vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
I det forgangne døgn er der anmeldt ni indbrud i privat beboelse, heraf flere i det sydlige Aarhus og to i Randers, men indbruddene fordeler sig over hele Østjylland. Mange af indbruddene er begået i dagtimerne, og Østjyllands Politi opfordrer derfor til også at være ekstra opmærksom i dagtimerne.
Kontakt politiet på tlf. 1-1-4, hvis du oplever mistænkelig adfærd i dit nabolag og på tlf. 1-1-2, hvis du ser et igangværende indbrud.