2.4 C
Randers
onsdag, januar 22, 2025

Ny bundrekord til SVM-regeringen

Regeringen rammer et nyt lavpunkt, og Lars Bojes nye parti er med i måling for første gang, men kommer ikke over spærregrænsen

Den seneste måling fra Voxmeter er lidt af en nytårsfuser for SVM-regeringen måling. 56 mandater står de tre regeringspartier til at få ifølge seneste Voxmeter for Ritzau.

Det er en ny bundrekord for regeringen. Aldrig før har den ligget så lavt i meningsmålingen.

Socialdemokratiet står til at få 19,1 procent af stemmerne skulle vi til valg i morgen. Det er kun en tilbagegang på 0,1 procentpoint fra sidste uges 19,2 procent, men betyder alligevel, at partiet går tilbage fra 35 til 34 mandater.

Det andet regeringsparti, Venstre, går også tilbage. 9,2 procent står regeringspartiet til at få – svarende til 16 mandater. Det er en tilbagegang fra sidste uges 10,5 procent – svarende til 19 mandater.

Det tredje regeringsparti, Moderaterne, rører sig ikke ud af flækken, hvad angår stemmeprocenten.

3,5 procent af stemmerne står Lars Løkkes parti til at få i denne såvel som i sidste uge. Alligevel taber de et mandat og går fra syv til seks.

Samlet set står regeringen til at få 31,8 procent af stemmerne – svarende til 56 mandater, skulle vi til valg i morgen. I sidste uge stod de til 33,2 procent – svarende til 61 mandater.

Den dårligste meningsmåling for regeringen har hidtil været 58 mandater. Regeringen når dermed endnu en ny bundrekord.

Blå blok belønnes
Anderledes godt går det for de fire blå partier uden for regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Blå blok er længe blevet skudt i skoene, at den er splittet, men på det seneste har de fire partiformænd forsøgt at gøre samlet trop, og det ser ud til at give pote.

I hvert fald står de fire blå partier uden for regeringen samlet set til at få 36,3 procent af stemmerne, svarende til 64 mandater, hvis vi skulle til valg i morgen.  

Dansk Folkeparti går frem fra sidste uges 4,2 procent – svarende til 8 mandater – til 5,1 procent af stemmerne – svarende til ni mandater.

De Konservative står som i sidste uge til at få 6,6 procent af stemmerne – svarende til 12 mandater.

Liberal Alliance, Folketingets største blå parti, går frem fra 12,1 procent – svarende til 22 mandater – i sidste uge til 13,1 procent af stemmerne – svarende til 24 mandater i denne uge.

Danmarksdemokraterne går tilbage fra 11,1 procent – svarende til 20 mandater – i sidste uge til 10,5 procent. Svarende til 19 mandater.

Borgernes parti er med i måling for første gang
Tidligere formand for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesens parti, Borgernes Parti, er med i målingen for første gang.

Partiet blev erklæret opstillingsberettiget af Indenrigsministeriet- og Sundhedsministeriet i sidste uge.

En procent af vælgerne – svarende til nul mandater – ville sætte deres kryds ved Borgernes Parti, hvis vi skulle til folketingsvalg i morgen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler