To mænd på 27 år er blevet sigtet for flere tilfælde af bedrageri mod ældre kvinder, der blev lokket til at udlevere deres dankort og kode.
De to mænd blev anholdt kl. 00.16 natten til onsdag, efter de var blevet standset i en bil på Stillingvej i Harlev J. Her blev de fundet i besiddelse af to dankort, der tilhørte to kvinder, der var blevet udsat for bedrageri med en fremgangsmåde, som Østjyllands Politi efterhånden kender ganske godt.
De to kvinder var blevet kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra banken, og som fik kvinderne til at tro, at nogen uberettiget havde hævet penge på deres konto. Herefter dukkede en mand op på deres bopæle og fik overbevist kvinderne om at udlevere deres dankort og kode i den tro, at han var fra banken og ville hjælpe dem med at få spærret deres kort og få tilbageført pengene.
»Der er tale om en usædvanlig grov form for kriminalitet, hvor de kriminelle udnytter ældre medborgeres godtroenhed til at narre dankort og kode fra dem for herefter at tømme deres konti for penge,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Omfattende efterforskning
Østjyllands Politi har i længere tid efterforsket flere lignende sager, hvor primært ældre kvinder i Aarhus-området er blevet udsat for bedrageri med præcis samme fremgangsmåde. De to 27-årige er foreløbigt sigtet for henholdsvis to og 12 forhold, men det kan ikke udelukkes, at der kan komme flere sigtelser, efterhånden som efterforskningen skrider frem.
»Vi tager de her sager meget alvorligt og er i gang med et større efterforskningsarbejde. Nu har vi foreløbigt fået anholdt og sigtet to personer. Den fortsatte efterforskning vil klarlægge om de mistænkte mænd kan stå bag flere forhold, og om at der kan være andre gerningsmænd involveret,« siger Brian Voss Olsen.
Den 27-årige mand, der er sigtet for 12 forhold, vil onsdag kl. 14.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke kan oplyses yderligere om sagen.