Fra onsdag 28. maj til lørdag 31. maj vil der igen dufte af mad og få mulighed for at få slukket tørsten på Jens Otto Krags Plads i Randers, når den populære streetfood festival igen besøger byen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Cityforeningen i Randers.
Festivalen inviterer gæsterne på en gastronomisk rejse med mere end 60 forskellige retter. Besøgende kan blandt andet nyde indisk butter chicken, kinesiske bao buns, sydamerikanske tacos og autentiske afrikanske retter. Der er selvfølgelig også fristelser til dem med en sød tand.
»Vi har videreudviklet festivalens atmosfære og skabt et endnu stærkere program,« siger Kristian Andersen, der er direktør i Mad & Kultur, som står bag festivalen, i pressemeddelelsen.
Fredag 30. maj kombineres streetfoodfestivalen med open by night i midtbyens butikker.
»Kombinationen af gastronomi, handel og byliv giver en fantastisk energi, der kommer hele lokalsamfundet til gode,« siger citychef Sille Fogh i pressemeddelelsen.
Der er gratis adgang til festivalen.