12.4 C
Randers
torsdag, april 24, 2025

En række arrangementer markerer 80-års-dagen for Danmarks befrielse

Alsang, biograffilm, gudstjenester, lys på bygninger i Randers og i rådhusets vinduer – det er blot nogle af aktiviteterne, som 4. maj markerer 80-års jubilæet for Danmarks befrielse efter 2. Verdenskrig. Den 5. maj, som er den officielle befrielsesdag vil der være kransenedlæggelser flere steder.  

Sammen med en række arrangører markerer Randers Kommune både 4. og 5. maj.

Nederst kan man høre frihedsbudskabet fra den 4. maj 1945, samt video fra befrielsen

»Den 4. maj om aftenen fejrer vi friheden. Jeg håber, at rigtig mange vil være med, gå en tur forbi mindesmærker, opleve lyset på bygningerne og i vinduerne. 80-året er både anledning til at mindes en vigtig del af vores historie og mindes de faldne, der betalte den højeste pris for vores frihed. For mig er det også en anledning til at reflektere over betydningen af frihed og demokrati i vores nutidige samfund,« siger Torben Hansen.

4. maj i lys
Den 4. maj 2025 kl. 20.35 er det 80 år siden, at det i den danske radio-nyhedsudsendelse fra BBC lød:  »I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.«

Dengang blev nyheden fejret med, at mørklægningsgardiner i private hjem blev revet ned og brændt på gaderne, og folk satte lys i vinduerne efter flere besættelsesår med krav om at mørklægge gader og huse. Derfor vil der 4. maj 2025 fra kl. 21 og frem til næste morgen være lys på ikoniske bygninger samt den Blå Bro i Randers. Lyset vil være i frihedsfarverne rød, hvid og blå. Samtidig vil der også fra kl. 21 være lys i vinduerne i Det Gl. Rådhus og i vinduerne på Hobrovejens Skole.

Arrangementerne som markerer 4. maj og Danmarks befrielse kan ses på detsker.dk/befrielsen

Blandt de mange arrangementer er også foredrag om unge modstandsfolk, om krigssejlere, mulighed for at opleve besættelsestidens musik ligesom, der er bud på udvalgte vandre- og cykelruter som går forbi nogle af de vigtige steder fra krigens tid.

Alsang og taler
Ved Fussingø Slot holder eventmanager på Hvidsten Kro Egon Thomsen frihedstalen. Forinden er der alsang klokken 19:30. Efter talen afspilles frihedsbudskabet, som det lød den 4. maj 1945 klokken 20:34.

Kransenedlæggelser 5. maj

Den 5. maj er flagdag for befrielsen og samtidig den officielle dato for Danmarks befrielse under krigen. På denne dag er der kransenedlæggelser til ære for de faldne i modstandsbevægelsen. Kransenedlæggelse foregår ved Hobrovejens Skole kl. 9.15 og på Randers Statsskole kl. 10 hvor både borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt deltager.

Randers Kommune lægger også kranse følgende steder: Nordre Kirkegård Mindelund, Frihedsmonumentet på Skovbakken i Randers, Østre Kirkegård ved frihedskæmpergraven, Mindeankeret på Randers Havn, Mindelunden i Hvidsten og mindelunden på Kristrup Engvej 3.

Video fra 4. maj 1945, produceret af “Hvidstengruppen”

Relaterede artikler

Nyeste artikler