En 45-årig mand sprang onsdag eftermiddag kl. 14.20 op og råbte af et par uniformerede betjente, som befandt sig på Adelgade i Randers C, og som den 45-årige mand angiveligt forsøgte at forskrække uden yderligere bagvedliggende forklaring.
Den 45-årige, der blev skønnet kraftigt påvirket af spiritus, opførte sig voldsomt og råbte skældsord rettet mod patruljen. Han blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Politiet havde netop modtaget en anmeldelse om en mulig cykeltyv på Kirketorvet i samme område, og da den 45-årige passede på signalementet, blev han anholdt for at sikre hans tilstedeværelse.
Den 45-årige blev ikke fundet i besiddelse af effekter, der kunne koble ham til et cykeltyveri, men da han modsatte sig sin anholdelse ved at trække armene til sig og spænde op i hele kroppen, blev han ud over overtrædelse af ordensbekendtgørelsen sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Mere politistof fra Randers
Flere sager med vold mod tjenestemænd
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag eftermiddag sendt til en adresse i det nordøstlige Randers, hvor en 29-årig mand udviste truende og aggressiv adfærd.
Ved politiets ankomst til den pågældende lejlighed, blev den 29-årige mandlige beboer skønnet kraftigt påvirket, mens han foran betjentene slog hul i en mur med et knytnæveslag.
Da den 29-årige mand fortsatte sin truende adfærd over for politiet, blev endnu en patrulje tilkaldt, hvorefter han blev anholdt og ilagt håndjern.
Inden sin efterfølgende køretur til politigården sparkede den 29-årige mand først den ene af betjentene, mens han spyttede en anden i ansigtet. Han blev i alt sigtet for at have begået vold mod tre forskellige tjenestemænd, og da han også efterfølgende truede dem på livet i patruljebilen, blev han samtidig sigtet for trusler mod polititjenestemænd.