12.4 C
Randers
onsdag, oktober 22, 2025

Det fyger med politianmelder i Randers byråd

Østjyllands Politi har i dag modtaget ikke mindre end to anmeldelser mod byrådsmedlemmer

I dag har kommunaldirektøren anmeldt medlem af byrådet Peter Møller Kjeldsen fra Østbroen til politiet. Samtidig har gruppeformand for Østbroen, Erik Bo Andersen anmeldt alle byrådsmedlemmer samt kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt til politiet.

Politianmeldelsen mod Peter Møller Kjeldsen, udspringer af et borgermøde i Dronningborg i juni, hvor tre kommunale embedsfolk oplevede byrådsmedlemmet som truende.

Ifølge Randers Amtsavis har kommunens advokatfirma Horten vurderet, at der er grundlag for at politianmelde Peter Møller Kjeldsen for trussel om vold mod en embedsperson. Men selve advokatundersøgelsen er ikke offentlig.

På Facebook skriver byrådsmedlemmet Peter Møller Kjeldsen, at han ikke mener, at anklagen er berettiget. Hverken kommunaldirektøren eller byrådsmedlemmet har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

I en pressemeddelelse understreger Erik Bo Andersen, at han som folkevalgt mener, at han tager ansvar for principper som retssikkerheden, at værne om loven og det demokratiske fundament, når han vælger at anmelde byrådet og kommunaldirektøren.

»For nylig har jeg været vidne til en alvorlig overtrædelse af disse principper. En snæver kreds af personer – herunder byrådsmedlemmer og kommunens øverste embedsmand – har haft adgang til fortrolige oplysninger om en mulig politianmeldelse af et byrådsmedlem. Disse oplysninger er blevet lækket til offentligheden,” skriver Erik Bo Andersen i et skriftligt svar til NB-Kommune.

“Når oplysninger om en mulig politianmeldelse spredes, før der overhovedet er rejst sigtelse – og før nogen ved, om det nogensinde vil ske – skabes der et billede af skyld, som ikke har noget juridisk grundlag. Det kan uopretteligt skade den pågældendes omdømme og retssikkerhed, selv hvis sagen aldrig bliver til noget,« skriver han.

Han pointerer, at han ser sagen som ulovligt læk af oplysninger, hvorfor han har følt sig nødsaget til at indgive en anmeldelse.

»Jeg har desværre ikke andet valg end at politianmelde alle, der har modtaget de fortrolige oplysninger – også selv om langt de fleste formentlig ikke bærer nogen skyld. Men da den skyldige ikke ønsker at træde frem, kan den skyldige ikke udpeges, og derfor må politiet igangsætte en efterforskning for at finde frem til, hvem der har begået lovbruddet,« skriver han om sin beslutning.

Relaterede artikler

Nyeste artikler