19.7 C
Randers
lørdag, august 16, 2025

Sprøjtede flydende chili ud i butik og spyttede ansat i ansigtet

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 17.52 en anmeldelse fra en dagligvarebutik på Udbyhøjvej i Randers NØ, hvor en mand havde skabt en del uro.


Manden havde først taget et brød fra bagerafdelingen og spist et stykke af det, og da han blev bedt om at stoppe, havde han taget en flaske flydende chili, som han havde sprøjtet ud over butikken.

En ansat, der forsøgte at gribe ind, blev spyttet i ansigtet, inden manden forlod stedet.

Da betjentene kom frem, traf de en 36-årig mand på p-pladsen foran butikken, og han blev af vidner udpeget som gerningsmanden.

Den 36-årige blev i første omgang sigtet for hærværk ved at have sprøjtet chili på både gulv og loft i butikken og for vold ved at have spyttet den ansatte i ansigtet.

Mere politistof fra Randers

Anholdt efter hærværk på skole

En 47-årig mand blev onsdag anholdt og sigtet for at have begået hærværk på en uddannelsesinstitution på Jens Otto Krags Plads i Randers.

Nogle rengøringsmedarbejdere, der mødte ind omkring kl. 5.00, kunne høre nogen rode rundt og larme i lokalerne, og lidt efter fandt de ud af, at der var ødelagt flere ting på stedet.

Blandt andet var flere kontorstole gået i stykker, der var knust nogle ruder og et par fjernsyn var blevet smadret.

Politiet blev tilkaldt, og betjentene, der mødte op, foretog afhøringer og kiggede videoovervågning igennem, hvor de kunne se gode billeder af gerningsmanden.

Kort efter traf betjentene en 47-årig mand i området uden for uddannelsesinstitutionen. Han virkede meget påvirket af alkohol eller stoffer og erkendte, at det var ham, der havde været inde på stedet. Han havde svært ved at forklare, hvad årsagen til hærværket var.

Den 47-årige blev anholdt og ud over hærværk, blev han sigtet for husfredskrænkelse.

Relaterede artikler

Nyeste artikler