Læserbrev af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Østbroen
Det burde være selvfølgeligt: Når loven brydes af en betroet embedsmand eller Byrådspolitiker, er det selve lovbruddet, vi som samfund bør fordømme. Ikke den person, der har modet til at anmelde det.
Alligevel oplevede borgere en paneldebat i Randers Ugen, at formanden for Dansk Industri, Peter Bogh Lindegaard, brugte sin taletid på at kritisere mig – for at have anmeldt et alvorligt brud på tavshedspligten. Og debatten handlede om fremtidens Randers og erhvervslivets rolle.
Tavshedspligt er ikke et skønsspørgsmål
Tavshedspligten er fastsat i både forvaltningsloven (§27) og straffeloven (§152 og følgende). Den er ikke til pynt. Den er en grundsten i den tillid, borgerne skal kunne have til myndighederne.
Brud herpå er et klart lovbrud, som kan straffes med op til 2 års fængsel, som her, hvor det sker under særligt grove omstændigheder. Lovgiver har med andre ord understreget, at dette er alvor.
Når en betroet folk bryder tavshedspligten, er skaden ikke kun juridisk, men også demokratisk. Troværdigheden til Byrådet, forvaltningen og kommunens omdømme lider, og borgernes tillid til, at deres oplysninger behandles med respekt, undergraves.
Når kritik vender sig mod anmelderen
I stedet for at adressere selve lovbruddet, valgte du som DI’s formand, at kritisere mig for at have anmeldt det. Det er ikke bare skævt – det er et signal til andre om, at det er sikrere at tie end at insistere på lovens håndhævelse.
Det er dybt problematisk, når magtfulde personer i offentligheden skaber en kultur, hvor whistleblowere og anmeldere bliver syndebukke. Vi har set konsekvenserne i andre sager: frygt for repressalier, tab af modet til at sige fra, og en gradvis udhuling af retsprincipper.
Ledere bør gå forrest – ikke forsvare det uforsvarlige
Som formand for DI Randers/Norddjurs repræsenterer man områdets virksomheder og har en platform med betydelig indflydelse. Den position bør bruges til at fremme integritet, retssikkerhed og ansvarlighed – ikke til at give legitimitet til lovbrud og ikke til personlig profilering.
Hvis vi som samfund begynder at acceptere, at loven kan gradbøjes alt efter, hvem der bryder den, er vi på vej ned ad en farlig glidebane.
Jeg skriver dette for at påpege det principielle:
Loven gælder for alle. Tavshedspligten gælder for alle. Og respekt for loven bør gælde især for dem, der har fået samfundets tillid.
Når magten vælger at vende skytset mod den, der kræver lov og ret håndhævet, er det ikke kun den enkelte, der rammes. Det er selve fundamentet under vores retssamfund og demokrati.
