Læserbrev af Lars Schacksen, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Tonny driver en virksomhed i Randers og ønsker at opføre en hal på Engelsholmvej, et område, hvor der allerede ligger lagerbygninger og erhvervsejendomme.
Men ved du, hvad Tonny bliver mødt af?
Først 3 måneder ventetid, hvor sagen bliver ”scannet”.
Derefter 6 måneders ventetid, før der overhovedet bliver tildelt en sagsbehandler.
Derefter yderligere ventetid, før sagen behandles og afgøres.
Så alt i alt minimum 12 måneder, inden Tonny eventuelt får sin byggetilladelse, og kan komme i gang med at bygge.
Det er jo ikke rimeligt. Tonny vil investere i Randers. Han vil skabe aktivitet, arbejdspladser og udvikling – men i stedet mødes han af stilstand og uvished. Derudover går kommunen glip af ca. 200.000 kr. i ejendomsskatter m.m.
Hvis vi vil gøre Randers til en attraktiv kommune for virksomheder, så skal vi kunne behandle sagerne hurtigere, især når det handler om områder, hvor erhverv allerede er etableret. Vi risikerer, at virksomheder som Tonny vælger andre kommuner, fordi vi ikke er klar til at tage imod dem.
Det skal være nemt og hurtigt at være erhvervsdrivende i Randers. Ikke en langsommelig kamp mod systemet.