Østjyllands Politi søger vidner til et overfald begået tidlig morgen torsdag d. 14. august på Dytmærsken i Randers C i taxakøen ved busterminalen.
Kl. 05.29 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var slagsmål på stedet, men da patruljerne kom frem, var parterne gået hver til sit, og der var ingen, som kunne fortælle politiet yderligere om, hvad der var sket.
Betjentene kiggede overvågning fra området igennem, og på den kan man se, en mand give en anden mand en lussing og slå ham flere gange i ansigtet med knytnæveslag. På videoen kunne man også se flere personer forsøge at stoppe gerningsmanden, og flere vidner, der overværede episoden.
Den forurettede i sagen har dog ikke meldt sig, og ingen vidner ud over anmelderen har henvendt sig til politiet.
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med den forurettede i sagen, eller nogle af de vidner, der var til stede den torsdag morgen i Randers. Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet via tlf. 114.
Den mand, der blev overfaldet, var en yngre mand iført lys skjorte, blå jeans og sorte sko. Gerningsmanden beskrives som en mand i 30’erne, der havde tatoveringer på hals, arm og ben, og som var iført en lys trøje, mørke, lange shorts og sorte sko.