14.7 C
Randers
onsdag, september 3, 2025

Debat: Randers City taler om at indskrænke midtbyen, men hvad med at fylde den med liv i stedet?

Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, Radiochef, Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, Randers

Det er nemt at konkludere, at løsningen er at indskrænke midtbyen. Men hvad nu, hvis vi i stedet tænkte som nogle af de store byer og lod midlertidighed være en styrke?

I København, især i kvarterer som Vesterbro og Nordre Frihavnsgade, har pop-up butikker givet bylivet et frisk pust. Her kan en tom butik forvandle sig til en modebutik én måned, en kunstudstilling den næste, og en specialbutik med lokale fødevarer til jul. Det skaber variation, nysgerrighed og grunde til at komme igen selv for dem, der “plejer at handle på nettet”.

Hvorfor ikke prøve det i Randers? Forestil dig tomme lokaler i Brødregade eller Houmeden, der i en periode forvandles til en skønhedspop-up med mini-behandlinger og produktprøver, en second-hand designbutik med unikke fund og social stemning eller et midlertidigt lagersalg, hvor man kan gøre et kup på mærkevarer.

Jeg ved godt, at handelsstandsforeninger andre steder har advaret om, at pop-ups kan skabe uro i detailbalancen, især hvis de kun er her i højsæsonen. Men det er jo netop derfor, at Randers kunne lave en styret model, hvor pop-ups ikke bliver tilfældige “gæster”, men en del af byens samlede strategi. For eksempel med krav om samarbejde med Cityforeningen, faste perioder i løbet af året og et fokus på at supplere, ikke udkonkurrere, de faste butikker.

Så i stedet for at se pop-ups som en trussel, kunne vi se dem som et værktøj: tiltrække liv, teste nye koncepter og gøre midtbyen mere dynamisk. Det kræver, at udlejere tør tænke fleksibelt, at kommunen baner vejen med tilladelser, og at foreningerne tager styringen, så så pop-ups bliver en styrke frem for en barriere.

Relaterede artikler

Nyeste artikler