Randers Kommunes tilsyn med jordrensningsvirksomheden Nordic Waste op til et stort jordskred 19. december 2023 er kritisable og utilstrækkelige.
I går blev undersøgelsen offentliggjort på et pressemøde på Laksetorvet, hvor advokat Henrik Græsdal fra advokatfirmaet Elmann fremlage rapportens konklusioner.
På en lang række punkter var der kritik af Randers Kommunes tilsyn med Nordic Waste forud for jordskredet i Ølst. Her var konklusionen, at tilsynet var kritisabelt og utilstrækkeligt.
Her kan du læse nogle af de væsentligste kritikpunkter:
● Det er kritisabelt, at Randers Kommune ikke i sensommeren, efteråret og vinteren 2023 var mere aktiv og opsøgende i sine tilsyn, for eksempel ved forbud om modtagelse af yderligere jord. ● Selvom Randers Kommune formentlig ikke derved kunne have undgået det store jordskred, så kunne jordskredet efter den undersøgende advokats vurdering være konstateret tidligere og dermed også have haft et mindre omfang. ● Samlet set er den undersøgende advokats opfattelse, at Randers Kommunes tilsyn med jordskred i sensommeren/efteråret/vinteren 2023 var utilstrækkeligt, og det må betragtes som kritisabelt, at Randers Kommune ikke greb ind med indskærpelser over for tilførslen af yderligere jord efter miljøbeskyttelseslovens § 69 og den manglende overholdelse af miljøgodkendelsen ● Randers Kommunes tilsyn med ressourcecenteraktiviteterne giver anledning til kritik. ● Det er den undersøgende advokats samlede vurdering, at Randers Kommunes tilsyn med ressourcecentret og jordtippen ikke har været fuldt ud tilstrækkeligt og i overensstemmelse med gældende ret. ● Med hensyn til Randers Kommunes VVM-screeningsafgørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet, red.) af 31. april 2018 finder advokaten, at Randers Kommune har forsømt at inddrage de obligatoriske kriterier, som fremgår af miljøvurderingslovens bilag 6, hvorfor kommunen har truffet afgørelse på et utilstrækkeligt grundlag. Det skal dog bemærkes, at advokaten er tilbøjelig til at mene, at det var Region Midtjylland, der skulle have foretaget VVM-screening da projektet vedrørte efterbehandling efter råstofloven. |
Ros til Randers Kommune
Der var ikke bare kritik af kommunen. Undersøgelsen viste også, at borgmesteren, direktionen og forvaltningen har håndteret sagen korrekt efter den 19. december 2023.
»Randers Kommunes håndtering af sagen efter den 19. december 2023 har været af god kvalitet, og den undersøgende advokat vurderer, at ledelsen handlede sagligt, hurtigt og agilt i indsatsen med at bekæmpe og håndtere jordskredet,« sagde advokat Henrik Græsdal.
Han vurderede ligeledes, at kommunes håndtering og udførelse af afværgeforanstaltninger fra den 19. december 2023 har været foretaget i overensstemmelse med gældende ret og i øvrigt i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper.
Af undersøgelsen fremgår det, at Nordic Waste ikke har givet Randers Kommune alle oplysninger om, hvad der foregik på grunden ved Ølst.
Advokaterne fra Elmann forholder sig ikke til Nordic Wastes eller søstervirksomheden DSH Recyclings ansvar i sagen. De tager heller ikke stilling til enkeltpersoners handlinger.
Advokaterne har blandt andet haft adgang til kommunens sagsbehandlingssystem og over 20.000 akter. De har desuden talt med 20 personer, nogle enkeltvis og andre fælles, i 16 interview.
Advaret af rådgivere
I rapporten konkluderes det indledningsvist, at jordskreddet er menneskeskabt og ikke en naturkatastrofe. Dog var det ikke for nogen muligt at forudse skreddet i det fulde omfang, lyder det.
Hele undersøgelsen kan læses her:
Uvildig advokatundersøgelse af Nordic Waste-forløbet
Her kan du læse et resumé af undersøgelsen:
Resumé af advokatundersøgelsen