Læserbrev af Jan Votteler Kandidat for Borgerlisten Østbroen
De fleste af os har nok i et stille øjeblik spurgt os selv: “Hvad sker der egentlig, når vi dør?” Nogle finder ro i tanken om, at livet slutter. Andre bliver urolige. Og helt ærligt: Ingen af os ved det. Der findes ikke en pjece, hvor det forklares, hvad der venter os. Døden er og bliver et spørgsmål om tro – og et evigt mysterium.
Men når det gælder alderdommen, er der ikke meget mystik. Den kan vi se, mærke og måle. Intet er uvirkeligt for dem, der har stået midt i den – hverken som ældre, pårørende eller ansat i ældreplejen. Her er det ikke tro, men erfaring og kolde fakta, der taler.
I Randers Kommune er virkeligheden for alt for mange ældre blevet en daglig kamp for at få den nødvendige hjælp og en værdig dagligdag. Mennesker, som har knoklet et helt liv og bygget det, vi står på i dag.
Ærlig talt. Ældre i Randers Kommune fortjener ikke en hverdag præget af ensomhed og afmagt. Medarbejdere løber så stærkt, at de knap når at tage de blå overtræk på, før de skal ud ad døren igen – og slet ikke når at få spurgt: “Hvordan har du det egentlig?”, før de må videre til næste borger.
Det er ikke de ansattes skyld – det er et politisk ansvar. De ansvarlige politikere har spændt livremmen så hårdt, at systemet er ved at knække. Det går ud over både de ældre og dem, der passer på dem.
Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Derfor må vi som kommune prioritere ældreområdet markant højere. Vi har pligt til at gøre alt, hvad vi kan, for at alderdommen ikke bliver noget, man frygter, men en livsfase, man kan leve værdigt i – med aktiviteter, fællesskaber og nærvær.
I fremtiden skal vi i Randers Kommune kunne sige: Her bliver man ikke bare gammel med frygt for alderdommen – her får man lov til at leve hele livet. Lige indtil døden.
