Læserbrev af Dennis Munk, kandidat til byrådet for Enhedslisten
I Randers Kommune er velfærdsteknologi i ældreplejen blevet en større del af hverdagen. Som Enhedslisten Randers vil vi gerne understrege, at teknologi aldrig må være en erstatning for varme hænder, men et supplement, der kan frigive tid til mere nærvær og omsorg.
Når teknologien bruges klogt, kan den give store fordele. Den kan lette personalets arbejde og samtidig styrke de ældres selvstændighed og værdighed. Men velfærdsteknologi skal være på de ældres præmisser – ikke som en spareøvelse.
Vi mener, at teknologiske hjælpemidler skal kunne lånes. På den måde undgår man, at ældre selv skal betale store beløb for at få adgang til nye løsninger.
Samtidig sikrer udlån, at der bruges de samme modeller i hele kommunen. Det gør det lettere for personalet at hjælpe, fordi de kender udstyret – og dermed bliver teknologien både mere tryg og mere effektiv at bruge.
Det er allerede sådan, at man kan låne en rollator eller en kørestol gennem kommunen – ingen forventer, at de ældre selv skal købe disse hjælpemidler. Derfor er det urimeligt, at man selv skal købe robotter, når de er gjort til en fast del af plejen.
Der er også beslutninger i Randers, vi finder stærkt problematiske. Når det gælder tøjvask, er ordningen i dag, at vasketøjet afhentes hver anden uge og sendes til vaskeriet. To uger senere leveres det rene tøj tilbage – og en ny sæk hentes. Det betyder i praksis, at de ældre skal have tøj nok til fire uger. Det er ganske enkelt for lang tid at vente på rent tøj og en urimelig byrde for mange.
Samtidig er der indført færre gulvvask og støvsugninger, fordi robotstøvsugere er sat ind. For nogle kan det være en hjælp, men det skal ske efter behov – ikke som en generel nedskæring i rengøringen. Og da ordningen ikke er valgfri, men besluttet af kommunen, pålægges de ældre at indrette sig efter robotstøvsugeren – endda ofte ved selv at betale for den. Det er helt forkert, at en kommunal besparelse ender som en ekstra udgift for borgerne.
Velfærdsteknologi kan være et vigtigt redskab, men kun hvis det bruges til at frigive ressourcer til bedre pleje og mere menneskelig kontakt. De ældre i Randers fortjener, at vi sætter mennesket før maskinen.