Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 en 29-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er bl.a. sigtet for natten til tirsdag at have begået indbrud i en virksomhed i Grenaa.
Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag kl. 01.02 en anmeldelse om et igangværende indbrud i en virksomhed på Rolshøjvej, hvor flere alarmer var gået. En ansat i virksomheden var derfor kørt dertil, og kort tid efter forsøgte han at standse en bil på vej væk derfra. Bilen standsede, og fire personer steg ud af bilen og flygtede fra stedet til fods.
Flere patruljer blev straks sendt til adressen, hvor de fire personer var flygtet fra. Ved en efterfølgende rundering i området traf betjente fra Østjyllands Politi omkring kl. 02.24 et andet mistænkeligt køretøj, som blev bragt til standsning.
I bilen sad fire mandlige passagerer og en mandlig chauffør, og alle fem mænd blev med det samme anholdt og sigtet for at have begået indbrud.
Under en ransagning af mændenes bil fandt politiet blandt andet noget el-værktøj og nogle øvrige genstande til en samlet værdi af godt 100.000 kroner, som formodes at stamme fra indbruddet i virksomheden på Rolshøjvej.
Den 29-årige mand, der har bopæl i Aarhus C, vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling i sagen, da han er kendt for flere tidligere lignende kriminelle forhold.
De fire øvrige anholdte mænd på henholdsvis 24, 25, 25 og 35 år vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør. De er alle fortsat sigtede i sagen, men løsladt efter endt afhøring.