Læserbrev af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Østbroen
Randers er skabt af vandet. Byen opstod dér, hvor Gudenåen møder fjorden – et naturligt knudepunkt for handel, sejlads og liv. Her blev Randers en by ved de 13 landeveje, men det var vandet, der gav byen dens sjæl.
I generationer har Randers levet af og med sin havn. Skibene, fjorden og åen er ikke blot pynt i bybilledet – de er fundamentet for hele byens historie og identitet. Når man står på kajen, kan man mærke fortiden i nutiden. Det er det, der gør Randers til noget særligt.
Men den sjæl er nu truet. Klimabroen, som planlægges bygget over den indre havn, vil i praksis lukke for sejladsen op til Randers Bro og ind i den del af havnen, hvor byen i århundreder har haft sin livsnerve. Den vil afskære os fra vores vand – og dermed fra os selv.
Der tales om, at broen skal løse klimaproblemer og aflaste trafikken. Men sandheden er, at Klimabroen vil koste os langt mere, end den giver. Når først sejladsen er væk, når fjorden ikke længere fører livet ind til bymidten, er skaden uoprettelig. En havneby uden adgang til vandet er blot en by med en bro.
Randers har overlevet krige, brande og oversvømmelser. Vi har rejst os gang på gang, fordi vi altid har bevaret forbindelsen til det, der gjorde os til Randers – vandet, havnearealerne og åen. Det må ikke være en moderne ingeniørkonstruktion, der endelig afskærer os fra vores historie.
Derfor må vi turde sige det tydeligt:
Klimabroen skal ikke bygges.
Lad os i stedet finde løsninger, der beskytter både klimaet og byens sjæl. Randers’ fremtid ligger ikke i at lukke sig inde bag en bro – men i at holde vandvejen åben, så historien, kulturen og livet kan fortsætte med at flyde gennem byen, som det har gjort i århundreder.
