11.3 C
Randers
søndag, november 2, 2025

Debat: Vandets sag i valgkampen 2025 – Hvem sikrer vores grundvand efter Nordic Waste?

Læserbrev af Anker Boje, Vandbækvej 12 8960 Randers SØ, byrådsmedlem Østbroen

Med kommunalvalget i 2025 i horisonten, er det bydende nødvendigt at sætte rent drikkevand og beskyttelse af vores grundvand øverst på dagsordenen i Randers Kommune.

Nordic Waste-dramaet har på tragisk vis understreget, hvor galt det kan gå, når miljøtilsynet svigter. Den uvildige advokatundersøgelse, som Randers Byråd selv igangsatte, slog fast, at der skete fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling og tilsyn.

Dette skete under den nuværende ledelse med borgmester Torben Hansen (S) i spidsen. Det er et faktum, at det var i hans borgmesterperiode, at tilsynet med en miljøtung virksomhed som Nordic Waste var utilstrækkelig og passiv, som rapporten kritiserer kommunen for. Vi må ikke lade denne krise forstumme uden, at der placeres et ansvar og sikres konkrete handlinger, der garanterer fremtidens vandforsyning.

Grundvandet under pres: Kræv stærkt tilsyn og kompetencer!

Randers Kommune, ligesom resten af landet, oplever, at pesticidrester og andre miljøfremmede stoffer i stigende grad siver ned til vores drikkevandsboringer. Som Danske Vandværker gentagne gange har påpeget, er det kommunernes ansvar at sikre tilstrækkelig beskyttelse af indvindingsområderne.

Derfor skal vi som borgere og vælgere i 2025 kræve klare svar og ambitiøse planer fra alle kandidater:

1. Stop forurening ved kilden: Hvor mange drikkevandsboringer i Randers Kommune er reelt beskyttet af sprøjteforbud i dag? Vi skal gå langt videre end frivillige aftaler. Hvis frivillighed ikke er tilstrækkelig, skal politikerne være parate til at bruge den nødvendige lovgivning for at indføre påbud om sprøjtestop nær vores vandværker. Rent vand må ikke være et spørgsmål om forhandling.

2. Genopret Tilsynet og tilliden: Nordic Waste-sagen blotlagde utilstrækkeligheder i kommunens miljøtilsyn. Vi har brug for et markant skifte i forvaltningskulturen. Hvordan vil de kommende byrådskandidater sikre, at Randers Kommune fremover har de fornødne ressourcer, uafhængighed og faglige kompetencer til at føre et effektivt og rettidigt tilsyn? Vi skal have en garanti for, at sagsbehandling og kontrol ikke er en mangelvare under den næste byrådsperiode.

3. Hør Vandeksperterne: Jeg er lokalbyrådsmedlem, jeg arbejder som driftsleder på et vandværk med faglig viden om vandforsyning, og hvordan vi bedst passer på den mest vigtige ressource verden har. Vi har ikke tid til at vente, vi skal handle nu, og som politiker vægter min faglighed og borgernes sikkerhed over politiske hensyn, både når det gælder vores vand, men også på andre områder.

Rent vand er ikke en selvfølge

Vi tager stadig rent vand direkte fra hanen for givet. Men virkeligheden er, at truslen fra både ulykker og hverdags forurening er reel. Kommunalvalget 2025 er en unik mulighed for at sikre, at Randers Kommune tager et ubetinget ansvar for vores alle sammens fælles ressource.

Stem på de kandidater, der sætter handling bag ordene, for at holde vores grundvand rent, og som tør kræve et robust og kompetent tilsyn, vi kan stole på. Uden rent vand intet liv.

Relaterede artikler

Nyeste artikler