5.2 C
Randers
torsdag, november 13, 2025

Debat: Kommunalpolitik og tålmodighed.

Læserbrev af Poul Rubach, Harridslev, Radikale Venstre

Op til et kommunalvalg (som nu) lover flere politikere guld og grønne skove, men når det nye byråd begynder arbejdet efter nytår, glider løfterne mere eller mindre i baggrunden. Det er ikke så underligt, for det er det nuværende byråd, som har lavet budgettet,  som det nye byråd skal arbejde ud fra.

Det ser dog ud til, at for mange bolde bliver sat i spil, som der ikke i tilstrækkelig grad bliver fulgt op på.

Klimabroen – der er diskuteret til hudløshed – er besluttet, så lad os få gang i projektet.
Ringvejsudvidelsen, som blev sat i stå pga. flagermus, bør speedes op.
Amtsavisen lavede en glimrende beskrivelse fredag 31/10, og her læser man, at der gik 3-4 år før kommunen sendte en ansøgning til EU om at fravige EU’s habitatsdirektiv, så flagermusene kunne flyttes.

I øvrigt hæftede jeg mig ved avisens sætninger som “hvor der tidligere blev observeret flagermus”. Og senere i artiklen “de formodede flagermus”. Altså, hvem har set flagermus, er de der, og hvor mange taler vi om?

Badesøen på Nordre fælled, som var et stort beskrevet emne i foråret, hører vi nu intet til mere. Den er besluttet og pengene er bevilliget. AP Møllerfonden yder 35 mio og kommunens andel er 7 mio. Miljøundersøgelsen er klaret,  men ingen gravemaskiner er i gang.

Cykelstien fra Gjerlev til Øster Tørslev og vejudvidelsen af Vangvejen i Harridslev – som politisk blev iværksat af Radikale Venstre – blev bevilliget for 4-5 år siden. Sat i bero pga. prisstigninger og ingen ledige entreprenører. Nu er den ekstra bevilling kommet igennem og selv lokale entreprenørerne er klar, men intet er sket.

Hvor ville jeg ønske, at der blev sat mere speed på vedtagne beslutninger, så borgerne kunne se, at det nytter at engagerer sig i lokalpolitik. Vi mister vælgernes tillid med den nuværende langsommelighed. Der skal mere fart på opfølgning af vedtagne beslutninger.

Radikale Venstre lover ikke eksakte løsninger, men til gengæld lover vi at arbejde hårdt for punkterne i vores valgprogram.
Særlig de 1000 unge udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet skal vi hjælpe indenfor i fællesskabet.

Og ja, der skal god tålmodighed til for at være lokalpolitiker.

Relaterede artikler

Nyeste artikler