4.7 C
Randers
fredag, november 14, 2025

Efter 25 år: Randers har ikke længere tilholdssteder for rockere

I en fælles indsats fra Randers Kommune og Østjyllands Politi er det lykkedes, at der for første gang i 25 år ikke er rockere med et fast tilholdssted i Randers. Det viser et nyligt gennemført tilsyn.

»Det er en virkelig god nyhed. Det viser, at et tæt samarbejde med Østjyllands Politi og forbud mod at samles gør en stor forskel. Vi har nul tolerance over for rockergrupper, og nu er der for første gang i 25 år ikke et fast tilholdssted i Randers,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Kommunen og Østjyllands Politi arbejder sammen i en arbejdsgruppe om nøje at følge udviklingen for løbende at vurdere, hvordan man forhindrer rockerklubber i at slå sig ned.

Det har blandt andet ført til samlingsstedsforbud mod, at rockergruppen Hells Angels og støttegruppen AK81 måtte samles i deres klubhus på Rådmands Boulevard 50 i Randers. Rockergruppen Comanches og gruppens støttegrupper blev udsat for et lignende samlingsstedforbud i ejendommen på Strømmen 36. Samlingsstedsforbud kan udstedes, hvis det er utryghedsskabende for naboer.

Arbejdsgruppen har også med anden lovgivning, f.eks. byggeloven, i hånden set nærmere på, hvad der foregik i ejendomme og om de var godkendt til det, de blev benyttet til. Det var ikke tilfældet på Bogensevej 6 i Randers, hvor der også var rockerklubaktivitet.

På et nyligt gennemført tilsyn på Strømmen 36 og Bogensevej 6, var begge adresser tømt for inventar og der var ikke længere nogen indikationer på, at der blev bedrevet klubaktiviteter.

»Vi har adskillige eksempler på, at medlemmer af rockergrupperinger er involveret i alvorlig kriminalitet, og vi bruger alle de værktøjer, vi kan, for at slå hårdt ned på grupperingerne og gøre det svært for dem at manifestere sig og rekruttere nye medlemmer. Vi er ikke så naive, at vi tror, at der nu ikke er rockere eller bandemedlemmer i byen mere, men det er blevet markant sværere at være rocker i Randers, og det er en god nyhed for både politi, kommune og borgerne,« siger politidirektør Kirsten Dyrman.

»Vi fortsætter vores arbejde med at monitorere rocker-bandemiljøet meget nøje, og vi følger løbende med i, hvad de foretager sig,« siger politidirektøren.

»Med det tætte samarbejde mellem kommune og politi kan det være temmelig stressende at være rocker i Randers. Og sådan skal det også være. Jeg vil gerne anerkende og sige tak for et rigtig godt samarbejde med Østjyllands Politi, som vi er glade for at fortsætte,« siger Torben Hansen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler