3.5 C
Randers
fredag, november 14, 2025

Efterlysning: Politiet søger vidner til overfald i Randers

Østjyllands Politi søger vidner i en sag, hvor en 52-årig mand lørdag d. 8. november kl. ca. 04.56 blev udsat for vold af flere personer på Brødregade i Randers C.

Natten til lørdag den 8. november blev en 52-årig mand udsat for vold på Brødregade i Randers.

Den 52-årige mand kom gående alene på Brødregade på vej hjem og blev kort før klokken 05.00 pludselig overfaldet. Den 52-årige faldt til jorden, og blev her tildelt slag og spark af 2-3 ukendte gerningsmænd.

Den 52-årige blev slået ned bagfra og mistede bevidstheden under overfaldet, og kunne derfor ikke give et signalement af gerningspersonerne.

Forbipasserende på stedet fik tilkaldt en ambulance, og manden blev kørt på skadestuen. Han pådrog sig flere skader under overfaldet, herunder brækkede knogler og en punkteret lunge.

Ønsker kontakt til vidner

To mænd på henholdsvis 34 og 45 år blev senere på dagen lørdag anholdt og sigtet for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter begået i forening. Den ene mand på 34-år mand blev fremstillet i grundlovsforhør og sidder nu varetægtsfængslet.

I den forbindelse vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med vidner, som kan have set overfaldet, eller som har kendskab til gerningspersonerne.

Der var mange mennesker i midtbyen den pågældende aften og nat i forbindelse med at juleøllen blev frigivet fredag til J-dag. På videoovervågning ses også flere personer både tæt på stedet, hvor overfaldet foregik, samt en gruppe mennesker, der befandt sig foran beværtningen Zwei Grosse bier Bar, da overfaldet skete. Politiet vil gerne i kontakt med disse samt alle andre, der har oplysninger til sagen.

Vidner på stedet så de to mænd, som menes at være identiske med den 34-årige og den 45-årige, gå fra Brødregade, hvor den 52-årige lå, og bevæge sig op mod Storegade.

De to mænd blev beskrevet som:

  • A: Mand, lys i huden, kort skæg, sort hår i siden med gråt/hvidt på toppen, spinkel af bygning, iført sort jakke m. hvid stribe på ærmerne, 40-50 år, talte dansk
  • B: Mand, lys i huden, skaldet, muskuløs af bygning, iført hvid trøje, 40-50 år, talte dansk

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 1-1-4.

Relaterede artikler

Nyeste artikler