Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, Radiochef Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
I 2020 stod min kæreste og jeg frem, fordi vi følte os tvunget til at flytte fra Udbyhøj. Dengang blev mange af de faste busafgange skåret væk og erstattet af flexbusser. Vi sagde det som det var. Det gør hverdagen urimeligt besværlig, dyr og uforudsigelig for alle os, der hver dag skal passe arbejde, uddannelse og familieliv i Randers. Svaret fra politikerne dengang var klart. Udvalgsformanden sagde, at det var en ommer, hvis folk skulle forlade landsbyerne på grund af bustiderne. Der blev lovet justeringer og bedre løsninger. Fem år senere er det desværre tydeligt, at løfterne ikke blev fulgt op af reel handling.
Tværtimod har vi siden set yderligere forringelser. I aftener og weekender må mange i stedet ty til flexbus, hvis de overhovedet kan få en afgang, der passer. Det betyder i praksis, at man står uden reel kollektiv trafik store dele af ugen. Flexbus kræver forudbestilling, rejsekortet kan ikke bruges, og prisen er markant højere end på en almindelig bustur. Det kan måske fungere for en udflugt, men ikke som daglig transportmiddel. Samtidig blev busgaragen i Udbyhøj lukket ned i stilhed. Den fungerede tidligere som lokal base for chaufførerne og gjorde det muligt at have faste afgange tæt på området. I dag kører rute 238 med enkelte ture helt til Udbyhøj, mens aften og weekend i høj grad henvises til flexbus. Planlægning og drift varetages af Midttrafik og den tilknyttede operatør, og Udbyhøj har ikke længere en lokal base. Det betyder i praksis længere ventetider, færre afgange og større usikkerhed for de borgere, der stadig er afhængige af bussen.
Det er nemt for politikerne at sige, at servicemålene er opfyldt. Men servicemål på papir er ikke det samme som tilgængelighed i praksis. Når et ungt menneske i Udbyhøj ikke kan komme hjem fra fritidsjob en tirsdag aften uden at betale en formue. Når en pensionist ikke tør stole på, at hun kan komme til behandling uden bøvl. Når en familie må købe bil nummer to, selvom de egentlig gerne ville klare sig med en. Så er servicemålene intet værd. Uden reel kollektiv trafik binder vi folk til bilen, og vi binder landsbyerne til en fremtid, hvor de langsomt tømmes for liv. For hvad vælger man som børnefamilie, som ung og som ældre? Et sted, hvor man kan klare sig selv, eller et sted, hvor man er afhængig af naboens bil.
Derfor er det også hyklerisk, når Randers Kommune bryster sig af at ville være klimavenlig og støtte landdistrikterne. Man kan ikke tale grøn omstilling og bosætning i landsbyerne, hvis man samtidig skærer ned på det mest klimavenlige transportmiddel vi har, bussen. Jeg ved godt, at ingen ønsker tomme busser, der kører rundt for ingenting. Men løsningen er ikke at skære folk helt af. Løsningen er at tænke smartere og lægge køreplaner, der matcher folks behov. At integrere rejsekortet i flexbusserne, så det bliver både nemt og billigt. At se busdrift som en investering i bosætning, klima og sammenhængskraft og ikke som en udgiftspost, der skal minimeres.
Flere politikere lover nu forbedringer og billigere billetter, men mens de lover, forsvinder linjer og afgange. Så længe byrådet ikke følger ordene op med handling, går udviklingen den forkerte vej. I Randers taler vi meget om Fremtidens Randers, om bosætning og om at trække nye borgere til kommunen. Men ingen flytter til et område, hvor det første man møder er et skilt med bestil din bus på forhånd og betal tre gange så meget. Så er signalet klart. Her er du på egen hånd. Hvis byrådet virkelig vil udvikle landsbyerne kræver det, at man tør prioritere reel kollektiv trafik. Ikke kun i festtaler, men i køreplanen. For ellers bliver der ganske enkelt færre, der vælger landsbyerne til og flere, der vælger dem fra.
