Tre unge mænd fik sig torsdag en overraskelse i Randers, da de troede, de var i gang med at sælge kokain til en tilfældig kunde. Det viste sig dog at være en betjent i civil, og de tre mænd fik i stedet for penge et par håndjern på og flere sigtelser.
En betjent fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog torsdag kontakt til en Snapchat-profil, som blev brugt til narkosalg.
Betjenten lod som om, at han var en interesseret køber, og der blev sat en aftale op om at mødes ud for en adresse i Randers.
Klokken 20.10 dukkede en bil med tre mænd op det aftalte sted, og en ung mand rakte nogle poser med kokain ud af vinduet til den civilklædte betjent. Betjenten gav sig til kende, og flere af hans kolleger, der stod klar, kom nu frem og hjalp med at anholde og visitere mændene.
Der var tale om to 20-årige mænd og en 21-årig mand, som alle blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Der blev beslaglagt nogle salgsposer med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter, som de havde på sig.
I bilens bagagerum lå flere kasser med puffbars, som mændene blev sigtet for at ville sælge.
Fundene fik politiet til også at ransage mændenes adresser, og det førte til yderligere fund af flere puffbars og en mindre mængde salgsposer med kokain.
Mere politistof fra Randers
Restaurantgæster anholdt – sigtet for vold mod betjent
Torsdag kl. 21.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at et par gæster på en restaurant på Østervold i Randers C var aggressive over for personalet og havde slået ud efter en ansat.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 61-årig kvinde og en 65-årig mand, der var meget opfarende og aggressive på grund af utilfredshed med restaurantens service til deres fødselsdagsskab.
Kvinden blev tilsyneladende også sur over politiets tilstedeværelse, og da hun skubbede en betjent, blev hun sigtet for vold mod polititjenestemand.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 33-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for i alt 18 butikstyverier primært begået i Randers. Den 33-årige fik sidste år en betinget dom for tyveri, men han har altså siden begået ny kriminalitet.
Seneste forhold blev begået 13. januar i år i en butik på Vandværksvej i Randers SV, hvor der blev stjålet noget værktøj. På videoovervågningsbillederne kunne politiet genkende den 33-årige, der torsdag blev anholdt.
Han fremstilles nu i retten med henblik på varetægtsfængsling.
Opdatering
Den 33-årige mand erkendte alle 18 butikstyverier og blev idømt en straksdom på 1 år og 3 måneders fængsel. De seks af månederne blev udløst af den betingede dom, han havde fra sidste år. Han modtog dommen.


