Henrik Rejnholt Andersen fra Randers stopper i Folketinget, og melder sig ind i Venstre
»I noget tid har det rumsteret i mig, og jeg har truffet en stor beslutning. Jeg har netop meldt mig ud af Moderaterne og ind i Venstre.«
Sådan skriver Henrik Rejnholt Andersen på Facebook.
Han forklarer, at da han meldte sig ind i Moderaterne, var partiet et socialliberalt parti, og i hans optik mere blå end røde. I dag er det liberale trådt i baggrunden, skriver han som årsag til udmeldelsen.
»Jeg må derfor indrømme, at jeg ikke længere hører hjemme i partiet. For Moderaterne er blevet mere røde, og jeg er blevet mere blå. Vi er kort sagt vokset fra hinanden,« skriver han.
Ved kommunalvalget i november sidste år opstillede han til byrådet for Moderaterne. Her fik han 100 personlige stemmer, hvilket ikke var nok til at sikre ham en plads i byrådet.
Under den kommunale valgkamp havde han ifølge ham selv et fantastisk samarbejde med de lokale Venstrefolk i Randers.
»En af dem sagde lidt henkastet til mig, om jeg mon ikke hørte til i Venstre. Det fik mig til at reflektere over mit ståsted,« påpeger han i opslaget.
Afviser ikke kandidatur for Venstre
Henrik Rejnholt Andersen skriver samtidig, at han slet ikke er færdig med politik, og stiller sig til rådighed som kandidat for Venstre ved det kommende folketingsvalg.
I næsten halvandet år har han vikarieret som folketingsmedlem for Tobias Grotkjær Elmstrøm, der tidligere onsdag meddelte, at han allerede torsdag vender tilbage fra sin orlov.
Henrik Rejnholt Andersen har indtil nu fungeret som kirke- og kulturordfører samt ordfører for anliggender vedrørende Grønland og Færøerne. Udenfor Folketinget er han ansat som kundechef i Textila, der hører under De Forenede Dampvaskerier.


