Grundlovsforhør ved Retten i Randers
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede torsdag en 47-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Hun er sigtet for at have begået en lang række butikstyverier, hvor hun primært har stjålet kød og spiritus til en samlet værdi af mange tusinde kroner.
Den 47-årig kvinde blev anholdt onsdag formiddag kl. 11.34 på sin bopælsadresse i Viby J i forbindelse med politiets efterforskning af de mange anmeldte forhold, herunder senest i forbindelse med en anmeldt episode fra Ebeltoft.
Butikstyveriet i Ebeltoft fandt sted om aftenen den 10. februar, hvor den 47-årige stjal varer for flere tusinde kroner fra et supermarked.
Den 47-årige kvinde er til dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers sigtet for 19 forhold vedrørende butikstyveri begået i diverse forskellige supermarkeder.
**
Kørte bil og solgte narko i påvirket tilstand
En patrulje fra Østjyllands Politi fik onsdag aften øje på et mistænkeligt køretøj, som betjentene ønskede at undersøge nærmere.
På Bredstrupgade i det centrale Randers blev føreren skønnet påvirket og nervøs ved mødet med politiet, og føreren blev derfor sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer og for narkokørsel.
Vedkommende blev identificeret som værende en 30-årig mand, som kl. 20.42 blev gjort bekendt med, at han var anholdt.
Under en efterfølgende visitation fandt betjentene en mindre mængde kokain fordelt i flere forskellige salgsposer hos den 30-årige mand, der også var i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko.
Både kokain og penge blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den 30-årige mand blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Han erkendte sig skyldig og fik desuden også udtaget en blodprøve på hospitalet for at få klarlagt, hvorvidt han har været påvirket af narko under sin kørsel.


